Den oversete krise

Hvis tid er penge, hvad sker der så med tiden, når pengeøkonomien er i krise? Og kan man vækste tid? 

Kronik bragt i Information 20.12.2014.

»Husk at tid er penge,« skrev Benjamin Franklin i et brev til en ung handelsmand tilbage i 1748. Det er jo ikke ligefrem raketvidenskab for en moderne verdensborger. Tværtimod virker det næsten komisk for os, der er blevet vant til effektivisering, optimering og lean-strategier m.m.

I 1748 var udsagnet dog ikke selvindlysende. Tværtimod. Direkte at sætte lighedstegn mellem tid og penge var ganske kontroversielt. Bl.a. fordi begreberne tid og penge dækker over to vidt forskellige fænomener, som det i sagens natur ikke giver megen mening at sætte lighedstegn mellem.

Siden er udtrykket imidlertid blevet så udbredt, at vi i dag stort set ikke kan se det kontroversielle i det. Men hvis tid er penge, hvad sker der så med tiden, når pengeøkonomien er i krise?

Hvor lang er en halv time?

I dag betragter vi tiden som et abstrakt fænomen uden indhold eller kvalitative egenskaber. Tiden er en verdenstid, hvor alt sker i samme tid. Jeg er f.eks. pinligt bevidst om, at mens jeg sidder og skriver dette, fortsætter verden omkring mig i samme rasende tempo. Og kineserne holder ikke op med at arbejde på at overtage verdensmarkedet, fordi jeg tager mig en kaffepause. Tiden er knyttet til uret og kan, ligesom penge, måles og vejes og planlægges med.

Det virker måske ganske naturligt, men det er kun de sidste godt 200 år, vi har opfattet tiden på den måde. Tidligere (og til stadighed i visse natursamfund) kunne man ikke forestille sig tid som noget, der eksisterede i sig selv, endsige gik samtidig andre steder. Tiden knyttede sig til naturens rytmer. Varighed og tidspunkter kunne kun begribes i forhold til konkrete handlinger eller begivenheder, såsom en dagsrejse eller solnedgang.

Sådan opfatter børn det også, og derfor kan det være svært at forklare dem længden af en halv time, endsige hvad det vil sige at komme for sent.

Der er en del diskussion om, hvad der har forårsaget overgangen til denne abstrakte tidsopfattelse. I 1300-tallet begyndte mekaniske ure at blive udbredt i Europas klostre og handelsbyer. Indtil da havde tidsmålingen været baseret på solure. Det vil sige, at timerne ikke var lige lange om sommeren og om vinteren. Når det blev ændret, var det ikke for at opnå en mere rationel tid, men fordi det var for kompliceret at fremstille de prestigefyldte mekaniske ure med varierende timelængde. En time gik således fra at være en tolvtedel af den lyse dag til at være en firetyvendedel af et døgn, hvad der for datidens mennesker formodentlig har virket ligeså absurd, som det modsatte virker for os i dag.

Det var dog først, da urene blev mere præcise og samfundets krav til nøjagtighed ændrede sig, at urets standardiserede tid begyndte at få indflydelse på sindene.

Med den industrielle revolution, urbaniseringen, den øgede hastighed i transport og kommunikation og med videnskabernes rivende udvikling i 1800-tallet blev menneskets verden så kompleks, at der opstod et stigende behov for tidsorganisering.

Den abstrakte tidsopfattelse med dens målbarhed, præcision og mulighed for planlægning, er således både et produkt af denne øgede kompleksitet og hastighed, og samtidig også det, der muliggør den. Og når tiden er blevet adskilt fra rummet og handlingen og dermed tømt for konkret indhold, bliver den et mulighedsrum for andre ting. Det er her, pengene kommer ind i billedet.

Kan det betale sig?

Karl Marx gav allerede i 1867 kapitalismen æren for den ultimative tingsliggørelse af tiden, og efterhånden er kapitalismen og den kapitaliserede tid blevet en så naturlig del af vores verden, at vi, med Slavoj Zizeks ord, har nemmere ved f.eks. at forestille os alt livs ophør end en ophævelse af kapitalismen.

Denne binding til pengene medfører en særlig forvaltning af tiden, men pengenes konstante nærvær har også mere subtile konsekvenser. Den nobelprisvindende psykolog Daniel Kahneman forklarer i sin bestseller Thinking fast and slow fra 2011, hvordan økonomi påvirker os mentalt.

Bliver vi udsat for ord eller billeder, der knytter sig til penge, vil vi ifølge Kahneman reagere ved at være mere selvstændige og udholdende – og mindre tilbøjelige til at ville hjælpe andre. Den individualisme, penge fordrer, kommer også til udtryk i vores tidsopfattelse. Prøv at bemærke, hvor tit du nævner, om noget kan betale sig, eller hvor tit du overvejer, hvordan du får mest muligt ud af en given situation, f.eks. din weekend, din ferie, eller ventetiden i køen i supermarkedet. Vores tid er værdifuld, og vi kan altid sætte en timepris på den. Det er en af årsagerne til, at det at komme for sent, er en af de største forbrydelser, man kan begå. Det er nemlig det samme som at stjæle et andet menneskes tid.

Tiden er svøbt ind i økonomi. 25 timer i døgnet er et hyppigt ytret ønske. Dem, der ønsker sig det, ved selvfølgelig godt, at det er absurd. Men det undslipper de flestes opmærksomhed, at ønsket er et direkte produkt af væksttanken og sammenstillingen af tid og penge – og et godt eksempel på, hvorfor sammenstillingen er problematisk. For hvis vi havde 25 timer i døgnet, ville den samme mentalitet føre til, at vi ønskede os 26 timer i stedet osv.

Kan man vækste tid?

Vækst virker i kraft af, at folk ønsker sig mere. Evig vækst bygger på sin vis på tanken om, at universet og dermed stoffet er uendeligt. Men selv om universet er uendeligt, og tiden er relativ, og at vi faktisk ifølge fysikerne rejser en lille bitte smule i tid, hver gang vi bevæger os, må vi konstatere, at hvad vores eget liv angår, er ressourcerne begrænsede: Vores liv har en ende.

Vi kan ikke bevæge os så hurtigt, at vi faktisk vinder tid. Uanset hvor meget vi sparer eller investerer, drejer Jorden hverken hurtigere eller langsommere.

Men vi har det med at glemme, at kapitalisme og vækst kun er ismer eller mulige forklaringsmodeller og ikke naturlove – og uanset om man nu er tilhænger af væksttanken eller ej, er jeg nødt til at slå ét fast: Vi kan ikke vækste tid.

Sådan. Der blev det sagt. Vi kan løbe hurtigere. Vi kan effektivisere. Vi kan eliminere al spildtid og optimere både arbejdstid og fritid. Vi kan fylde vores tid til bristepunktet med gøremål for at kompensere for en fejlslagen økonomi og holde tanken om døden fra døren. Men vi kan ikke skabe mere tid. Og vores håbløse forsøg er desværre også medvirkende årsag til ’folkesygdommen’ stress.

Den tyske forfatter Michael Ende påpegede allerede i sin klassiker Momo fra 1973, at forsøger man at opspare tid, glemmer man at leve i nuet og mister det dermed. Af samme årsag giver alle vores tidsbesparende opfindelser os reelt ikke oplevelsen af, at vi får mere tid. For det er vores tidsopfattelse, den er gal med.

I århundreder var mottoet »Husk, at du skal dø« dominerende i åndslivet. At huske, at vores liv har en ende, kan hjælpe os til at værdsætte det og leve i nuet. Mottoet har vi imidlertid erstattet med Franklins »Husk, at tid er penge«. Men det, der for Franklin var et frigørende projekt, som havde til formål at forbedre menneskets vilkår gennem selvdisciplin, har i det nuværende vækstparadigme fået den modsatte effekt.

Vi kommer i eksistentiel konflikt med tiden, når vi reducerer vores forestilling om den til at handle om penge. Tid er penge. Men tid er især alt det, vi ikke kan få for penge.

Gertrude Kiel er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og forfatter. Hun har blandt andet skrevet bogen ’Tidsjagten’ på Gyldendal