Til fremtiden direkte

I så mange år havde man bestræbt sig på at gøre alting hurtigere for så at blive konfronteret med den relative virkelighed, der betød, at hvis man skyndte sig for meget, kom man for sent. Men nu var det bevist, at man ikke nåede mere ved at skynde sig. Omsider kom den: Den langsomme revolution

Novelle bragt i Information 12.03.2015

Hvis du læser dette brev, er det, fordi jeg ikke længere er her. Og måske er det godt det samme. Der var en tid, hvor jeg plagede mig selv med tanker om, hvad vi skulle have gjort anderledes. Men hvad nytter det. Selv da de første forsvindinger blev rapporteret, var der ingen, der indså det. Og det forhindrede jo heller ikke os to i også at anskaffe os en Fu T.

Sjovt, hvordan man ofte bare accepterer, at en eller anden opfindelse nu er en del af hverdagen. Den er så smart, at man er nødt til at overse de negative sider. Vi ville jo ikke kunne følge med, hvis vi ikke også havde en. Sådan tænkte alle nok dengang. »Følge med tiden,« som man sagde. Hvilken ironi.

Kan du huske præsentationen af den første Fu T-model? Selvfølgelig kan du det: Fremtiden direkte – Kom frem før din næste! Sikke et slogan.

»Og hvad skal man så lave der, når man kommer frem – uden sin næste?« havde du sagt. Og vi grinede – uden at ane, hvilket skarpsyn det i virkeligheden var.

Modellen blev lanceret på samme tid i hele verden. Ingen skulle føle sig snydt.

»Mine damer og herrer, fremtiden ligger for vores fødder!« sagde transportministeren, som var blevet udvalgt til at kappe båndet.

»Et historisk samarbejde mellem regeringer, universiteter og multinationale selskaber har muliggjort en sand revolution inden for infrastruktur. Hverken brændstof eller afstande vil fremover begrænse vores færden. Jeg er stolt over at kunne præsentere: Fu T. Fremtidens bil.

Med et kolossalt netværk af særlige Fu T-tunneller, der tillader maksimal acceleration, kan man nu køre fra et møde i København kl. 11.45 og være fremme til et møde i Hongkong kl. 13. Og hjemme igen til aftensmad.

Fu T løser alle det moderne menneskes udfordringer. Den globale vækst vil omsider komme på ret kurs. Logistik og transporttid i hverdagen vil aldrig mere være et problem. Fremtidens børn vil ikke kende til dagslange køreture eller venten.«

Og. Så. Videre. Jeg har copy-pastet noget af talen fra et leksikon. Mest for at understrege, hvor kort vores forestillingsevne egentlig rækker. Altså, en transportminister, der bare stod og snakkede begejstret om, at børnefamiliernes og pendlernes hedeste ønsker om mere sammenhæng i hverdagen nu endelig var gået i opfyldelse. Nu var det definitivt slut med stress. Og nu ville væksten for alvor gå i gang igen.

Men sådan er det vel med de fleste opfindelser. Vi har kun fantasi til at forestille os løsninger inden for vores egen lille livsverden – og så ender vi med ufrivilligt at opfinde noget, som ændrer alt omkring os.

Og du nåede aldrig at høre forklaringen på forsvindingerne. Det var først langt senere, man fandt ud af det. Vi to havde selvfølgelig joket med, at de nok var kommet til fremtiden før os andre. Hvor var vi morsomme.

Man havde jo undersøgt alt. På overvågningskameraerne fra tunnellerne var der intet at se. Kun et svagt, blafrende glimt som af en flamme, der bliver pustet ud. Var de selvantændt? Gået op i røg ved en så høj hastighed, at forbrændingen ikke havde efterladt nogen spor? Flere forsvandt, og for en stund prøvede folk vel at begrænse rejseriet. Men tiden gik jo videre. Vi kunne ikke bare stoppe med vores gøremål og sidde og vente på en forklaring. Nu var den her, Fu T, og der var ikke rigtig nogen vej tilbage. Du skulle jo også til dit møde den morgen, og sådan var det. Et hurtigt kys og »vi ses i aften«.

Pudsigt, hvordan vi plejede at sige, at du havde dårlig stedsans, og jeg havde dårlig tidssans. Jeg faldt altid i staver. Kom altid for sent. Og så er det alligevel din dårlige stedsans, der gør, at du nu kommer så altafgørende for sent. Men der var vel ingen, ud over en håndfuld fysikere, der for alvor forstod, hvad sammenhængen mellem tid og rum egentlig betyder.

Det var først, da en af de først forsvundne så dukkede op igen. Familien havde rejst en mindesten og afhændet hans jordiske gods, og så stod han pludselig dér, på sit gamle kontor, irriteret over, at folk kom for sent til mødet. Uden at ane, at det var ham selv, der var kommet over et år for sent. Ligesom du nu næppe begriber, hvad der foregår.

Han havde taget en forkert afkørsel, og accelerationen var løbet løbsk. Og så skete det ret uforudsete, at han i stedet for at komme hurtigere frem, var kommet frem et år senere. Han havde bare ikke selv mærket noget til det.

En af forskerne bag Fu T-modellen blev interviewet samme dag: »Kan du ikke prøve at forklare os almindelige mennesker, hvad der egentlig er sket?«

»Siden Einstein har vi vidst, at tidsrejser forekommer hver dag – blot i meget lille skala. Tid og rum er forbundne på en måde, så når man bevæger sig i rummet, bevæger man sig også i tid. Indtil nu har det dog kun været en teoretisk mulighed at bevæge sig så hurtigt, at man reelt kan se en forskel,« svarede han. »Men det lader til, at Fu T tillader menneskekroppen en så høj acceleration, at den rejsende over en længere strækning også rejser mærkbart frem i tiden.«

»Vores pioner,« sådan omtalte han ham, »har oplevet at rejse en halv time. Han er således kun ældet en halv time, mens resten af verden er blevet et år ældre.«

»Men,« indskød journalisten, som kæmpede med at følge med ham, »så har han jo mistet flere måneder af sit liv, som han aldrig får igen?«

»Du kan også sige, at han har sparet dem op til senere brug.«

»Så, hvis vi lige skal være sikre på, at alle er med: Vi har at gøre med tidsrejser her?«

»Ja.«

»Men kan han så ikke rejse samme vej tilbage og komme tilbage i tiden og indhente det tabte?«

Forskeren kiggede overbærende på journalisten.

»Det er så typisk – meget menneskeligt, men utrolig forudsigeligt – at man bare gerne vil til- bage til det gamle. Nostalgi vil der nok altid være. Men lad os se det i øjnene: Tiden bevæger sig fremad. Det er den fysiske virkelighed, og derfor er rejser til fortiden ikke en mulighed. Kun i tanken kan vi rejse tilbage, så lad os overlade fortiden til dagdrømmerne. Og dem, der ikke kan følge med.«

Og sådan blev det. I hvert fald for en tid. Man accepterede ligesom, at tidsrejser ikke bare var fremtiden, men nutiden, og hvis man ville følge med den globale konkurrence, måtte man være lidt på forkant. Det gav en masse nye muligheder. Sygetransporter blev sendt til fremtiden i håb om bedre hjælp der. Hjælpeorganisationer sendte flygtninge ud i fremtiden i håb om fred. Og forbrydere og penge forsvandt sporløst.

Du undrer dig måske over, at jeg ikke rejste efter dig. Det gjorde jeg også. Det lykkedes mig bare aldrig at indhente dig.

Og så var der alle komplikationerne. Der dukkede selvfølgelig diverse tjenester op som tidsforsikringer, der forsikrede bolig og sådan noget, hvis man forsvandt. Det løste de dagligdagsproblemer. Men det nyttede jo ikke noget, at jeg rakkede rundt efter dig i en eller anden ubestemmelig fremtid, når jeg ikke anede, hvornår du ville dukke op. Måske vi gik skævt af hinanden. Og så begyndte jeg også at få det underligt.

Først var det en følelse af uovervindelighed. Jeg kunne nå alt, hvis jeg bare bevægede mig hurtigt nok. Indtil jeg opdagede, at min hjerne nærmest accelererede væk fra min krop. Det var en dag, jeg stod og lavede kaffe. Mens jeg ventede på, at vandet løb igennem, udtænkte jeg hundrede løsninger til, hvordan man kunne optimere kaffeprocessen. Altså, det tog jo kun nogle sekunder, og så var jeg helt udmattet bagefter. Kaffe virkede ikke, men så snart jeg prøvede at sove, gik min hjerne i selvsving. Jeg sov ikke i ugevis. Og så fik jeg konstateret akut fremtidsstress.

Egentlig er det det samme som stress, men man troede jo, at stress ville være udryddet med den nye vidundermaskine. Temmelig naivt i grunden.

Jeg blev ordineret ro og hvile og påbudt ikke at benytte Fu T mere. Nogensinde. Tidsrejserne havde en uheldig indvirkning på sindet, viste det sig. Nu kunne jeg altså officielt ikke følge med længere.

Da jeg først holdt op med at kæmpe imod, overvældede det hele mig. Jeg havde formået at holde tabet af dig i armslængdes afstand. Du kom jo snart tilbage. Det gjorde du bare ikke, og tiden gik fra at være et mulighedsrum til at blive et fjendtligt farvand. Ure og alt, der havde en rytme, mindede mig kun om den tid, der gik uden dig. Fortiden var så uigenkaldeligt væk, og den fremtid, vi skulle have delt, pludselig også. Men der var også en lettelse i at give op.

Og jeg var naturligvis ikke den eneste, der blev ramt. Det var blevet et samfundsproblem, og et presserende spørgsmål kunne ikke længere undertrykkes: Hvem har egentlig vundet tid? Den tidsrejsende eller dem, der bliver tilbage? For selv om den tidsrejsende havde vundet leveår i forhold til de efterladte, så havde de efterladte jo haft en masse tid til at gøre alt muligt i mellemtiden. Og man begyndte at tale om mellemtid på en helt ny måde. Det var mellemtiden, de tidsrejsende mistede.

Debatten foregik længe, før det for alvor sank ind. I så mange år havde man bestræbt sig på at gøre alting hurtigere, for så at blive konfronteret med den relative virkelighed, der betød, at hvis man skyndte sig for meget, kom man for sent. Men nu skete det altså. Erkendelsen. På verdensplan. Nu var det bevist, at man ikke nåede mere, ved at skynde sig. Og omsider kom den så: den langsomme revolution.

Det er mange år siden nu, og så længe vi ikke kan rejse tilbage i tiden, må vi regne med, at dette brev bliver vores sidste møde. Jeg har haft årene til at vænne mig til tanken. Du skal først til at indse det nu. Men jeg trøster mig med, at du trods alt slipper for at vente, som jeg har gjort. Slipper for at holde vejret i spænding, hver gang vinden får hoveddøren til at give sig. For du ved, at jeg aldrig kommer tilbage. Min tid er forbi, og for os to er det for sent. Måske vil du en dag møde en anden. Få børn. Det har længe været for sent for mig, og disse linjer er mit sidste naive forsøg på at manipulere tiden. Holde den fast et øjeblik og prøve at give dig noget af det liv, vi skulle have haft sammen. Men jeg tror, du vil kunne lide den fremtid, du er kommet til, også selv om det bliver uden mig. Og så har det ikke været spildt.

’Fremtiden direkte’ var en serie af syv videnskabelige arrangementer på Dagbladet Information i foråret 2015, hvor forskere fra forskellige fagdiscipliner i fællesskab belyste forestillinger om fremtiden. Til hvert arrangement blev en forfatter bedt om at skrive et essay over hvert tema. Jeg blev bedt om at skrive om emnet tid.