Jeg sidder og skriver på konklusionen i min roman, som viser sig at være meget moralsk opbyggelig og muligvis også meget provokerende. Det har været undervejs i lang tid - en længere plotkrise har kredset om, hvad det egentlig er, der er konflikten i bogen - og dermed også hvad løsningen er. Det store spørgsmål, som har foranlediget bogen i første omgang, er: hvad er det, der er galt med vores opfindelser, når de tidsbesparende opfindelser ikke giver os mere tid, og når vi er ved at opfinde ting, som muligvis bliver vores undergang, såsom kunstig intelligens, i stedet for at opfinde det, der fx løser klimakrisen?
Ad krogede veje har spørgsmålet gennem årene bragt mig vidt omkring til både ørkener, oaser, mystiske skibe, Silicon Valley, Nordpolen med mere. Og uden at det har været et bevidst valg, er syndefaldet blevet en del af fortællingen om, hvordan de første opfindelser opstod, da mennesket blev forvist af paradisets have og måtte dyrke den golde jord i deres ansigts sved. Der fik mennesket sin bevidsthed. Sine kundskaber. Så opfandt de ploven. Og så videre.
Men det forklarede mig ikke, havd der var galt med opfindelserne. I lang tid tænkte jeg, at det var gået galt omkring oplysningstiden. Eller industrialiseringen. Måske var det kapitalismen. Måske er det fordi vi opfinder med profit frem for menneskets bedste for øje? Men det var hele tiden som om, der lå noget andet til grund. Er det konkurrencen? Hvorfor konkurrerer vi egentlig?
Jeg har i et par år haft en plan om at skrive en (anden) bog der undersøger det fænomen, der kaldes “offertrekanten” eller “dramatrekanten”. Et socialt mønster først beskrevet i 1968 af Stephen Karpman. Man taler om det i dysfunktionelle familier, men jo mere jeg lærte om det mønster, jo mere bemærkede jeg det i alle mulige andre sammenhænge. I stort set alle sammenhænge, hvor der er konflikt, kan man finde mønstrets tre positioner: offer-krænker-frelser. Det er et mønster, der er meget svært at bryde ud af, og som i sidste ende ikke rigtig tillader nogen udvikling eller løsning. På Landsforeningen Spors hjemmeside skriver de bl.a.:
“Som voksne genspiller vi alle nogle af de gode og dårlige mønstre, som vi har indlært i vores opvækstfamilier. Et af de områder, som misbrugte voksne kæmper særligt med, er i kontakten med andre mennesker. Den misbrugte voksne havner ofte i et mønster, der ligner det, som var i opvækstfamilien. Dette mønster eller den dynamik kaldes Offer-Krænker-Frelser Trekanten eller Dramatrekanten. Trekanten er en illustration af et dysfunktionelt kommunikationsmønster. Dysfunktionel betyder dårligt fungerende, og den form for kommunikation, der finder sted i Trekanten fungerer virkeligt dårligt.
Aktørerne bevæger sig alle rundt i de forskellige positioner og skifter mellem Offer, Krænker og Frelser, selvom de hver især ofte har en ‘favoritposition’. Skiftene mellem de forskellige positioner kan ske lynhurtigt. Dramaet i Trekanten går ud på at slippe af med ubærlige følelser som f.eks. tomhed, magtesløshed, forladthed, fortvivlelse og sorg, og det gør man ved at ’transportere’ følelserne over i den anden. Når man er blevet fri for at mærke egne autentiske følelser, opleves konflikter og forsøg på at løse dem som et drama, hvor vigtige ting bliver taget op og behandlet. Men sandheden er, at der ingen ting sker: Ingen problemløsning, ingen udvikling – det er alt sammen gentagelse.
Når de involverede befinder sig i enten en Offer-, Krænker- eller Frelser-position er der i sagens natur ikke mulighed for at indgå i ligeværdige og jævnbyrdige relationer. Der må være én over og én under. I Offer -positionen er man underlegen, mens Frelser- og Krænker-positionerne er de overlegne. Ingen kan holde ud at befinde sig i Offer-positionen ret længe, så vil der vil ret hurtigt ske et skift til Frelser eller Krænker. På den måde kan deltagerne sammen danse rundt i Trekanten i én uendelighed.”
I går gik det pludselig op for mig, at de konflikter, jeg havde skitseret i min nuværende bog om opfindelser - som altså ikke handlede om de her trekanter - også kunne forstås som netop udtryk for offertrekanten i funktion. Helt (med fare for, at det bliver lovlig kontroversielt) tilbage til syndefaldet, hvor hverken Adam eller Eva (eller Gud) vil/kan tage ansvar for deres egne handlinger eller egne følelser, men skubber det fra sig: “Det var ikke min skyld (underforstået: jeg kan ikke bære det!). Det var hende, der fristede mig.” “Men det var heller ikke min skyld. Det var slangen, der fristede mig.” Gud straffer dem, fordi han ikke kan bære sorgen over at være blevet svigtet. Og de straffer hinanden, fordi de ikke kan bære sorgen over at være blevet svigtet af deres far, der burde have rummet deres behov for at blive voksne og danne deres eget blik på verden, men i stedet bortviser dem. Ingen tager nogensinde ansvar for sig selv eller deres egne handlinger eller følelser. De venter på en frelser.
Og mens jeg nu sidder her i isolation på toppen af Danmark og kigger ud over klitterne og havet, har en storm ganske symbolsk rejst sig fra vest. Med slud, der pisker henover klitterne og river hele træer med sig som vindhekse, mens coronavirus raser henover Jorden og sætter verden på den anden ende. I Danmark går folk i panik og begynder at hamstre. Bare for en sikkerheds skyld, selvom de godt ved, det er det, de ikke må. Jeg var selv ved at blive grebet af det. Og jeg spekulerer på, om det er mig, der er sovset for meget ind i mit eget plot, eller om det faktisk er præcis dette, det handler om: at vi nu har et valg.
Jeg spekulerer på, om offertrekanten er en beskrivelse af, hvordan den konkurrencementalitet, som for mig at se spænder ben for gode opfindelser og klimaløsninger, er opstået? Og at vi kan vælge at bryde med underskudsmønstret: lade være med at opføre os som ofre, der skubber ansvaret fra os og egennyttigt hytter vores eget, med fare for, at systemet bryder sammen, og i stedet vælge kærligheden til - og ansvaret for - os selv, hinanden og Jorden? Offertrekanten opstår som regel ud af en mangelsituation. Mangel på omsorg, kærlighed, overskud, penge, mad etc. Og det er et vanskeligt mønster at bryde med - det er ikke for ingenting, at trekanter er en af de konstruktioner, der ofte benyttes til at bygge broer. Men de fleste af os har stadig et valg.