Karantæne-højtlæsning af Tidsjagen hver dag kl. 15.00

Jeg læser højt af Tidsjagten, min første roman, hver dag kl. 15. på min facebookside https://www.facebook.com/forfattergertrudekiel/

Første kapitel ligger allerede tilgængeligt

Første kapitel ligger allerede tilgængeligt

Jeg har spekuleret på, om jeg kunne bringe mine bøger i spil i de her karantænetider. Både “Tidsjagten” og “Hvad himlen kan fortælle os” er vidensformidlende børnebøger og på mange måder oplagte til hjemmeskolen, hvis man trænger til et indspark andet end matematikfessor. Men jeg har sgu ikke rigtig kunne se mig selv som den, der kom med alle mulige gode tips til, hvad man kunne lave af spændende gør-det-selv-krea-lærings-ting med sine børn-i-flere-forskellige-aldre, mens man forsøger at passe sit fuldtidsarbejde samtidig. Jeg er selv udfordret, på trods af, at jeg ikke behøver at arbejde, og jeg tænker ærligt talt, at den største værdi, der er at hente i de her tider, er at øve os i at være sammen (eller hver for sig) uden at blive sindssyge. Og det, jeg egentlig har mest lyst til at tale om, er hvordan denne her besynderlige tid påvirker os. Hvad der sker, når vi ikke hele tiden skal være på bestemte steder på bestemte tidspunkter, og når de vante rytmer er ophævede. Hvilke muligheder der er for at prøve andre former for væren og læring af, som ikke er præget af pensum og deadlines, men af lyst og lediggang.

Nå, Men så var der én, der foreslog mig, at jeg kunne læse højt. 

Det er så utroligt simpelt - og sikkert også noget mange andre gør - at det undrer mig, det ikke er faldet mig ind før. For det, som jeg holder allermest af i de her dage, er at have rigtig god tid til at læse med mine unger. Det er dér, jeg selv slapper mest af. Så hvorfor i alverden ikke bare invitere alle jer andres unger med indenfor, når jeg alligevel læser højt om eftermiddagen?! Så kan I få fred til at lave mad eller svare på mails eller kigge ud i luften eller hvad I nu måtte have trang til. Og jeg får lov til at tale om tid.

Tidsjagten behandler så mange af de emner, der rumsterer i mig i de her dage. Tid, tidspres, langsomhed og rytmer. Og jeg har alle rettighederne til den, så der er ingen udfordringer i den henseende :-)

Det bliver (virkelig) slow-tv og helt low-tec med temmeligt autentiske afbrydelser fra den fireårige, og der kommer nok til at være lidt tekniske udfordringer af og til. Men tanken er, at I kan komme med til hyggelæsning hjemme hos os. Man kan kigge med, men også bare sidde og tegne eller bygge lego eller hvad man nu kan finde på - billedsiden bliver ikke super spændende … (der er alligevel ikke ret mange billeder i bogen og vi skal nok sige til, når det er). Det bliver hver eftermiddag kl 15 live, og hvis man ikke kan være med dér, vil episoderne ligge tilgængelige et (endnu udefineret) tidsrum derefter. 

Alderstrin er ca. 7-100 år (Vi har som sagt en knap fem-årig med som nok skal stille alle spørgsmålene, så mindre børn kan måske også være med). I må gerne dele, hvis I kender nogen, der kunne trække til en tænkepause <3