Sidst jeg skrev, var jeg ret meget på toppen. Jeg var priviligeret og ting gik den rigtige vej. Jeg var på klitgården og arbejde med en bog, skrevet på gækkebreve. Det var herligt at arbejde mere taktilt med min fortælling. Og samtidig kom der en anmeldelse af Lagkageulykke, som var rigtig god. Men uden at komme med alt for mange lommefilosofiske overvejelser over livets bakketoppe og dale, så var den top vist sidste skridt inden en lavning.
Derfor har jeg heller ikke skrevet herinde. Ikke fordi der ikke har været masser af gode ting at dele. Jeg har for eksempel fået et legat fra Statens Kunstfond, og ‘Hvad himlen kan fortælle os - videnskabshistorier for børn’ er blevet færdig. Det skal jeg naturligvis ikke fortie herinde! Og den er blevet virkelig fin, bogen. Den er blevet sendt ud til alle, der støttede kickstarterkampganen i efteråret, og til august udkommer den officielt. Der er reception den 5. august kl 13-15 i Arnold Busck Lab, Guldbergsgade 29D, 2200 - lige overfor Empire Bio (Og du er hermed inviteret!). For det skal naturligvis fejres.
Lavningen skyldtes altså ikke, at alt muligt gik skævt. Men jeg indså, et par uger efter jeg var kommet hjem fra Klitgården, at de stresssymptomer, jeg havde mærket under arbejdet med videnskabhistorierne, ikke gik væk. Tvært imod. Det var som om jeg var blevet fartblind og bare fortsatte i yderste bane på motorvejen, selvom det for længst var tid til at trække ind og sænke farten. Det er vist et ret almindeligt stressymptom. At man vænner sig til farten og glemmer at stoppe op, før det er for sent. Det mærkelige var, at jeg godt vidste det. Jeg havde haft ticks ved øjet. Men alvoren gik først rigtigt op for mig, da jeg begyndte at spore de følelsesmæssige symptomer.
Jeg har været der før, i stress-land, og jeg blev pisse bange for, hvad jeg havde rodet mig ud i. Hvordan kunne det ske igen? Hvor lang tid, det skulle tage at komme ud af denne gang? Og hvad det betød for min familie? Så jeg trak stikket og meldte mig syg. Det, der især forvirrede mig var, at jeg jo i sin tid havde valgt at blive forfatter, fordi jeg blev syg af ikke at skrive. Men nu var jeg blevet syg af at skrive. Hvad fanden skulle jeg så stille op?
Jeg begyndte at tegne, og det var rart. Men jo ikke som sådan en løsning på noget. Langsomt begyndte det imidlertid at blive tydeligt for mig (hvilket måske for alle andre har været indlysende), at det at skrive ikke var en løsning i sig selv. Det var måden, jeg gjorde det på. Og hvis jeg trak alle arbejdsmarkedets vaner med korte dealines, stramme budgetter, dårlig selvledelse, manglende kompetancer til svære opgaver, urealistiske forestillinger om produktivitet og effektivitet, stort ansvar og lille indflydelse, usikkerhed for fremtiden osv. ind i min skriveproces, så var den nødvendigvis nøjagtig så usund, som det arbejdsmarked, jeg havde forladt. Og sådan havde processen med videnskabshistorierne mere eller mindre været.
Da den fysiske bog endelig kom fra tryk, kunne jeg slet ikke glæde mig over den. De sidste par måneder har brugt på at få lidt samling på mig selv. Finde ro. Og finde tilbage til mig selv. Og langsomheden. Det er drøn svært, for jeg er vildt utålmodig. Men det bliver mere og mere tydeligt for mig, at jo mere, jeg glemmer min tillærte effektivitet og tillader mig selv at være langsom, jo mere får jeg faktisk lavet. Eller, jeg får sikkert lavet nogenlunde det samme, men det jeg laver er mere essentielt, af bedre kvalitet, har en større værdi for mig - og frem for alt: jeg er meget gladere mens jeg laver det! Og jeg er heller ikke ligeså udmattet, fordi jeg holder de nødvendige pauser.
Men jeg havde stadig ikke lyst til at skrive. Tænkte der mindst skulle gå et år, før jeg tog fat på noget igen. Men jeg havde jo stadig en uges skriveophold på Klitgården booket ind i juli. Så jeg tog herop og prøvede at overtale mig selv til IKKE at ville nå andet, end at finde glæden ved at skrive igen. Nu er jeg på vej hjem igen. Med en følelse af, at det lykkedes. Sgu!
Jeg er så taknemmelig for den mulighed jeg fik. For den ro, for det hav, for de tre måltider om dagen, for de spændende snakke ved middagsbordet. Men særligt for at genopdage den ungdomsroman, jeg lagde til side, da jeg fødte min yngste datter for tre år siden. Og selvom jeg ikke skrev noget særligt, var der alligevel en masse, der faldt i hak heroppe. Bare ved hjælp af den allermest langsomme eftertænksomhed og de bedste overspringshandlinger. At langsomhed som tema faktisk også viste sig at være en af løsningerne på den plotkrise, jeg har haft i tre år. Det lykkedes mig, at tage både skriften og tiden tilbage!
Men det er svært at insistere på langsomhed og nærvær, når verden omkring én raser afsted. Jeg spekulerer på, hvor længe der går, før jeg bliver trimlet omkuld af min hverdag igen. Men jeg er også begyndt at spekulere på, om den erfaring af langsomhedens værdi kan bruges i andre sammenhænge og af andre? Om det vil give mening at dele mine metoder til at bruge langsomhed i arbejdsøjemed?
Mit indtryk (tilgiv en generalisering) er, at det ikke kun er mig, der har problemer med at holde balancen. At mange er nødt til at veksle mellem ekstremt højt tempo på arbejdet og dernæst intens afspænding i fritiden i form af yoga og meditation og lignende, for at få hverdagen til at hænge sammen (altså, jeg ligger jo selv på den yogamåtte og roder, for at få tankemylderet og uroen til at dæmpe sig ...). Men jeg er nysgerrig på, om jeg kan bruge denne, nærmest smutvej til effektivitet (selvom jeg ikke er meget for at tage det ord i mine hænder) via langsomhed, ind i andre sider af mit liv. Altså ikke bare, når jeg skriver? Og om den også kan bruges af mennesker i andre fag end mit?