Mellemrum. For fanden. Alt det, de er. Jeg vil gerne sige det hele på en gang og forbander, at der aldrig er noget, der lader til at være simpelt, når jeg skal forklare det. Men sådan er det åbenart. For mig er alt omstændeligt. Aldrig simpelt. Jeg beklager på forhånd.
Men altså, i dag kommer der et helt nyt MELLEMRUM. Det er rigtigt. Det er en bog. Og den hedder ‘Mellemrummet’. Og den har været fire år undervejs, og der har været mange ting, som ikke blev, som jeg havde tænkt det, ord, jeg gerne ville kunne rette nu, og alligevel blev jeg så rørt, da jeg stod med den i hænderne første gang, at jeg græd.
At forsøge af følge trådende i et mønster
Ok. Det virker ret patetisk at græde over sin egen bog. Og det er heller ikke fordi det i sig selv siger særligt meget - jeg græder tit (omend ikke ligeså tit, som jeg gerne ville). Men det var som om, at en masse tråde, spor af noget, der har flagret ud og ind af min verden den sidste tid, pludselig fandt sammen og vævede en lille bitte flig af et tæppe, hvis mønster ramte noget dybt inde i mig.
Jeg bliver både udmattet og febril af at prøve forstå, hvad mønstret er udgjort af og hvorfor det rør mig, og jeg vil gerne følge hver eneste tråd, for at forstå det, men helst på samme tid. Men måske er det netop hemmeligheden bag mønstre - hvorfor de er så dragende? Altså, at hver enkelt del i sig selv ikke afslører noget uden de andre dele?
The art of Kintsugi
For et par dage siden delte en gammel veninde noget på facebook, som anslog den første streng. Åhnej. Det bliver noget rod. Jeg må holde mig til ét billede. Altså, nu snakker jeg jo om tæpper med tråde og ikke om musik og strenge. Men tæpper og musik er vel for så vidt begge sammenvævede mønstre? Ligesom bøger? Nevermind.
Min veninde, som har opgivet en karriere som jurist og er blevet keramiker, viste, at hun var ved at lære en gammel japansk teknik ved navn Kintsugi, som går ud på at reparere knust keramik … med GULD! Og der var naturligvis en fin filosofi bag, som handlede om noget med at revnerne har en egen berettigelse, at de fortæller en historie, eller at det perfekte bliver understreget af det uperfekte eller … jeg kan ikke helt huske det. Jeg ville have været en elendig filosofistuderende, fordi jeg altid slutter mine egen ender og glemmer hvad den oprindelige mening var. Men altså, det satte sig fast. For ud over at være utroligt smukt, det keramik hun havde lavet, mindede det mig om en illustration i min nye bog, som igen mindede mig en Leonard Cohen-sang, som jeg vist har skrevet om før, dengang han døde, og som for alvor gik op for mig en dag på Nørrebro, hvor alt var skævt, og hvor lyset alligevel - eller netop derfor - skinnede igennem sprækkerne.
“Ring the bells that still can ring
forget your perfect offering
there’s a crack, a crack in everything
that’s how the light get’s in”
At finde et ord, der siger alt
For jeg vidste slet ikke, at det også var det, min bog handlede om - at det uperfekte, at sprækkerne er det, der gør, at lyset kan skinne igennem.
Min bog handler om gode og mindre gode mellemrum. Om Pigen Anna, som elsker mellemrummet mellem fortænderne, mellem bogstaverne … mellem forældrene. Det lille, varme mellemrum hun kan klemme sig ind i, snyde sig til et dobbeltkram. Lige indtil hun opdager, at det mellemrum er vokset. At det bliver ved med at vokse, og at det bliver koldt og skarpt.
Det er en bog, der handler om skilsmisse. Jeg tror, der er ret mange af den slags bøger. Og jeg er ikke sikker på, at min bog bringer noget grundlæggende nyt til markedet. Men den fandt vej i mig en nat og en dag for omtrent fire år siden, hvor de dér tråde, jeg talte om før, i kort øjeblik vævede et mønster, som gav mig det, jeg havde ledt efter: Et ord, der kunne beskrive den følelse. Hvad var det, at være skilsmissebarn? Det var så meget, og det var ingenting. Og jeg har talt og talt om det, for at prøve at finde det ord, der udtrykte det. Og så var det der altså. Mellemrummet. Trådende i mønstret var blandt andet spundet af min barndomsveninde Ane, som jeg tidligere har arbejdet på en mellemrumsbog med. Og af min nyere veninde, Hanne, som til Anes bryllup fandt ord frem for noget af det, Ane er og kan: hun skaber mellemrum. Gode mellemrum, man kan dele med hende. Hanne sagde meget mere, og jeg ville ønske jeg kunne huske det hele og dele det her, men jeg må nøjes med at fortælle, hvad det vævede frem i mig. Og det blev til Mellemrummet.
En bog om gode og dårlige mellemrum - og om, inde i det dårlige mellemrum, at finde et nyt mellemrum, man måske kan være i.
Når sprækkerne opstår
Først da bogen faldt i hænderne på illustratoren, som slet ikke gjorde det, jeg havde ønsket mig (ikke af uvilje, men fordi hun er sin egen), opdagede jeg, at det ikke bare er et spørgsmål om gode og dårlige mellemrum.
For selvom de billeder, jeg havde i mit hovede, aldrig blev fremkaldt, gav Kirstine Falk, som illustratoren hedder, bogen sit eget smukke univers, og på et opslag lod hun en stribe af lys falde fra et ukendt sted indover en husfacade. Og der så jeg, at mellemrummene ikke bare rummer pauser og ukendte historier - de er jo netop alle de sprækker, der er mellem alt. Og mellemrummene, uanset om de er gode eller dårlige, er dér, lyset trænger igennem.
Og måske var det med min keramikerveninde Stines uperfekt guldrandede keramik i baghovedet, at den færdige bog ramte mig så hårdt som en klinket tallerken.
Det var som om, det hele faldt i hak, og jeg græd. Ikke kun rørt af omsider at stå med den bog i hænderne, som betyder så meget for mig. Og af en sorgfuldhed over, at misforståelser, dårlig kommunikation og hastværk i redigeringsfasen har gjort, at bogen ikke helt blev det, den måske kunne være blevet - et poetisk eventyr om en pige, der overvinder dødsensfarlige issyle, glitrende iskrystaller, og uudgrundelige heksehaver, men mere er en lidt brun, socialrealistisk (omend smuk) fortælling om en skilsmisse. Også rørt over, at jeg er nødt til at elske den som et nyfødt barn uanset. Og rørt af alle de sprækker og uperfektheder, mit liv har været udgjort af.
Og i særdeleshed rørt af en forløsning af den perfektionisme, jeg har kæmpet med hele sommeren. Drømmen om den perfekte sommerferie i det perfekte sommerhus, som blev alt andet end perfekt, fordi huset er så langt fra færdigbygget og fordi jeg trives så dårligt i rod.
Pludselig sprang billedet af alle husets sprækker og ujævnheder, alle de ufærdige lister, alle de steder, hvor isoleringen titter ud, pludselig sprang det frem for mig, som et kærtegn og slet ikke som det uoverstigelige projekt, jeg har oplevet det som hele sommeren.
Kan man fejre skår og sprækker?
Jeg har været meget i tvivl om, om jeg overhovedet ville fejre udgivelsen af ‘Mellemrummet’. Men jeg tror, hvis det skal være,
at det skal være en kombineret bogreception og housewarming for vores kolonihave. Ikke kun fordi de begge to repræsenterer gode mellemrum - kolonihaven som sommermellemrummet mellem to hverdage. Og bogen som et lille mellemrum, en historie man klemmer ind mellem alt det andet. Og naturligvis mellemrummene, som historien handler om. Men fordi både bogen og haven er fulde af sprækker, uperfektheder og ting, som ikke blev som planlagt. De er ikke ubetinget gode mellemrum, nogen af dem. Der er forbundet store frustrationer med begge. Og det er det, Stines guldreparerede tallerken minder mig om, det den gule stribe henover huset på Kirstines illustration viser mig, det Leonard Cohen minder mig om igen og igen (tak! for jeg har brug for det): at det er sprækkerne, der slipper lyset ind.
Og jeg forsøger at lade perfektionismen fare - vel vidende, at det vist heller ikke var en disciplin Leonard Cohen selv (uden sammenligning i øvrigt!) havde nemt ved. Men hvornår er det et spørgsmål om, at man skal glemme forestillingen om det perfekte, og hvornår er det et spørgsmål om at have øjnet en smuk vision i horisonten, som man skal blive ved med at stile efter? Jeg ved det ikke.
Men jeg vil gerne fejre alle sprækkerne, alle de ufærdige lister, alle de umalede vinduesindækninger og alle de uforløste ideer. Fejre, at der somme tider er vilkår, som ikke er gode, og som man ikke kan ændre på, men som stadig rummer sprækker og mellemrum, der gemmer på glimt at lykke.