Leonard Cohen er død. Sådan går det. Vi skal alle sammen den vej. I år er mange ikoner fra min barn- og ungdom gået bort. Det er nok ikke så meget fordi, det er et særligt år, men mest fordi, jeg selv er blevet ældre. Der er også flere og flere i min omgangskreds, der bliver skilt. Det er alderen. Tiden. Den tid. Og selvfølgelig er tiden ikke anderledes for Leonard Cohen. Hans tid var (også) kommet.
Jeg havde egentlig planer om at skrive noget helt andet her, på mit første indlæg i mange måender. Det var noget om Trump og om nogle naturvidenskabelige godnathistorier. Men det må vente.
Leonard Cohens død berører mig dybt. For selvom han ikke har den fjerneste anelse om, hvem jeg er, har han fulgt mig tæt. Sammen med bandet Beirut er det ham, jeg har lyttet til, mens jeg skrev Tidsjagten. Det er hans dybe, foruroligende, bølgerullende lyd, som er den usynlige baggrundsmusik i min fortælling.
Tid er varighed. Måden, vi forstår tid på, er gennem rytmer. Døgnets rytme. Årets rytme. Livets rytme. Musik er rytmisk varighed, og er på en måde altid en kondenseret fortælling om liv. Eller en måde at forstå livet og tilegne os verden på. Små børns første ord kommer altid i par, i rytmer: da-da, ba-ba, ga-ga. Måske er det som Douglas Adams fantaserer om i ‘Dirk Gently’s Holistic Detective Agency’ faktisk musik, som ER livet og den egentlige årsag til liv på jorden.
Jo, jeg er i det højtravende humør, og jeg taler måske mere i affekt end i egentlig eftertænksomhed. Tilgiv mig. Men Tidsjagten ville have været noget andet, uden Leonard Cohen. Og dog adresserer jeg slet ikke musikken i den bog, som ellers udelukkende handler om tid. Det er egentlig for dårligt. Så her kommer det. Jeg vil ikke gøre krav på Leonard Cohen, men jeg føler, jeg skylder en tak:
Kære Mr. Cohen - tak for din musik. Den er for mig kommet til at stå for essensen af det skabende liv. Og for essensen af Tidsjagten. Det er din musik, jeg bedst kan skrive til. Tak for den rullende, dybe rytme, der som blod har pulseret i mine årer og har åndet liv ind i mine sætninger. Heldigvis er din musik mindre følsom overfor tidens gang. Med den har du overvundet tiden en lille smule, for den vil fortsat være her, selvom du har lettet på hatten for sidste gang. Og Hey, det er sgu da en meget god måde, at sige farvel på. Når det nu skal være.
