Karantæne-højtlæsning af Tidsjagen hver dag kl. 15.00

Jeg læser højt af Tidsjagten, min første roman, hver dag kl. 15. på min facebookside https://www.facebook.com/forfattergertrudekiel/

Første kapitel ligger allerede tilgængeligt

Første kapitel ligger allerede tilgængeligt

Jeg har spekuleret på, om jeg kunne bringe mine bøger i spil i de her karantænetider. Både “Tidsjagten” og “Hvad himlen kan fortælle os” er vidensformidlende børnebøger og på mange måder oplagte til hjemmeskolen, hvis man trænger til et indspark andet end matematikfessor. Men jeg har sgu ikke rigtig kunne se mig selv som den, der kom med alle mulige gode tips til, hvad man kunne lave af spændende gør-det-selv-krea-lærings-ting med sine børn-i-flere-forskellige-aldre, mens man forsøger at passe sit fuldtidsarbejde samtidig. Jeg er selv udfordret, på trods af, at jeg ikke behøver at arbejde, og jeg tænker ærligt talt, at den største værdi, der er at hente i de her tider, er at øve os i at være sammen (eller hver for sig) uden at blive sindssyge. Og det, jeg egentlig har mest lyst til at tale om, er hvordan denne her besynderlige tid påvirker os. Hvad der sker, når vi ikke hele tiden skal være på bestemte steder på bestemte tidspunkter, og når de vante rytmer er ophævede. Hvilke muligheder der er for at prøve andre former for væren og læring af, som ikke er præget af pensum og deadlines, men af lyst og lediggang.

Nå, Men så var der én, der foreslog mig, at jeg kunne læse højt. 

Det er så utroligt simpelt - og sikkert også noget mange andre gør - at det undrer mig, det ikke er faldet mig ind før. For det, som jeg holder allermest af i de her dage, er at have rigtig god tid til at læse med mine unger. Det er dér, jeg selv slapper mest af. Så hvorfor i alverden ikke bare invitere alle jer andres unger med indenfor, når jeg alligevel læser højt om eftermiddagen?! Så kan I få fred til at lave mad eller svare på mails eller kigge ud i luften eller hvad I nu måtte have trang til. Og jeg får lov til at tale om tid.

Tidsjagten behandler så mange af de emner, der rumsterer i mig i de her dage. Tid, tidspres, langsomhed og rytmer. Og jeg har alle rettighederne til den, så der er ingen udfordringer i den henseende :-)

Det bliver (virkelig) slow-tv og helt low-tec med temmeligt autentiske afbrydelser fra den fireårige, og der kommer nok til at være lidt tekniske udfordringer af og til. Men tanken er, at I kan komme med til hyggelæsning hjemme hos os. Man kan kigge med, men også bare sidde og tegne eller bygge lego eller hvad man nu kan finde på - billedsiden bliver ikke super spændende … (der er alligevel ikke ret mange billeder i bogen og vi skal nok sige til, når det er). Det bliver hver eftermiddag kl 15 live, og hvis man ikke kan være med dér, vil episoderne ligge tilgængelige et (endnu udefineret) tidsrum derefter. 

Alderstrin er ca. 7-100 år (Vi har som sagt en knap fem-årig med som nok skal stille alle spørgsmålene, så mindre børn kan måske også være med). I må gerne dele, hvis I kender nogen, der kunne trække til en tænkepause <3

Anmeldelse af "Hvad himlen kan fortælle os"

Der er sket noget lidt sært, som jeg ikke helt kan beslutte mig for, om er godt eller træls. Jeg har fået en mail fra politikkens sagnomspundne børnebogsanmelder, Steffen Larsen, om at han har anmeldt min bog med Videnskabshistorier for børn, givet den fire hjerter og i øvrigt sammenligner den med Sofies Verden - men at den desværre ikke nåede at komme i avisen inden forældelsesfristen … Men jeg har fået lov til at bringe anmeldelsen her, som en slags plaster på såret vel.

(du kan læse hele teksten under billedet)

Skærmbillede 2019-04-26 kl. 12.50.47.png


“Williams verden

En klog og smittende indføring i himmelrummet og alderskløften

Gertrude Kiel: Hvad himlen kan fortælle os. Character Publishing, 252 sider, 350 kroner

(4 hjerter)

Husker du ”Sofies verden” af norske Jostein Gaarder? En bog for børn (og andre interesserede) om filosofi. Det var den mest solgte bog i hele verden i 1995. Fra Cape Town til Kirkenes. Det er ikke sikkert Gertrude Kiel når samme højder med ”Hvad himlen kan fortælle os”, der er en ”videnskabshistorie for børn”, men den kunne lige så godt have hedder ”Williams univers,” og den er alle pengene værd.

Det er en klassiker, når et opvakt barn skal holde ferie hos et mut familiemedlem. William har ikke andet valg end at bo en uge hos fru Lund alias tante Gunvor. Det ligner nedtur, men det bliver den smukkeste melodi, når kvik dreng møder nørded himmelkigger. Solen er så rød, tante! Og måske hører de to også stjernernes sang til sidst?

Sofie ramte skiven rent, fordi tiden havde brug for en (små)folkelig undren og opdatering af de store tænkere. Det skulle ikke undre, om der lige nu også er brug for at forstå mekanikken i verdensuret. Gertrude Kiel formidler så letfodet og elegant om d’herrer Brahe, Newton og Kopernikus.. Hun har også stor forståelse for spillet henover alderskløften. Der er ikke et ondt ord – eller et svært ord – i denne videnskabshistorie, som er børnevenlig helt ned i illustrationerne af Gunvor Rasmussen. Det ene spørgsmål tager det næste med sig og leder læseren fra problemerne med at placere påsken i fortiden til solens placering i vor midte og de underlige lyde, der breder sig op fra tante Gunvors ikke eksisterende kælder. Mystik skal der til!

”Hvad himlen kan fortælle os” er en klog og smittende indføring i et stof, som mange tænksomme børn måske går død i skolen i, fordi universet også skal forstås med hjertet (og stjernesangen med øret). Williams verden er for alle sanser.”

"Det er så vigtigt med en god proces"

Som mange andre i mine sko, har jeg brugt de seneste uger på den altid nervepirrende opgave at skrive legatansøgning til kunstfonden. Men bortset fra angsten for afslaget, er jeg begyndt at sætte pris på den årlige status, det inviterer mig til at gøre. Hvad er det egentlig, mit kreative projekt handler om lige nu? I min folkeskole blev vi virkelig tudet ørene fulde af idealer om den gode proces "det er SÅ vigtigt med en god proces". Og jeg må ærligt indrømme, at det nok i virkeligheden havde den modsatte virkning på mig. Måske var det bare den uheldige kombination af, at man fik at vide, man skulle prioritere processen, men alligevel ikke kunne slippe uden om at blive vurderet for resultatet til sidst. Snak om tydelige voksne. ...

Nå, men uanset hvad - i mange år har jeg helt klart været meget resultatorienteret. Og jeg har det stadig sådan, at hvis jeg ikke kan se et mål med det jeg laver, bliver jeg hurtigt utilfreds og rastløs. Der må gerne ligge noget og vente et eller andet sted derude i fremtidsdisen. Forventningens glæde, i guess.

Derfor blev jeg ærlig talt lidt overrasket over at opdage, at hele min ansøgning til kunstfonden, i år mere eller mindre kom til at handle om min proces. Faktisk gik det op for mig, at alle de ting, jeg har arbejdet på det seneste år, både koncepter om tid, linoleumstrykte tapeter og hvad jeg ellers har kastet mig over, slet ikke var så væsensforskellige, som jeg troede: de var allesammen knyttet sammen af interessen for proces - og hvordan en forandret proces også har forandret mine resultater. Et af de led i processen, jeg sætter mere og mere pris på, er netop at gøre status. Så jeg har lyst til at dele nogle af tankerne fra min årlige legatansøgnings-status her:

Udadtil ser detseneste år i mit forfatterskab vældig produktivt ud. Jeg har udgivet to nye bøger og skrevet en tredje. Men indadtil har det været et meget mere stille og søgende år. Et år, hvor jeg har fokuseret mere på rammerne om min kreative praksis end på produkterne. Der var nemlig engang, hvor jeg troede, at jeg blev syg af ikke at skrive. Men for et år siden opdagede jeg, at jeg var blevet syg af netop det.

Hvad himlen kan fortælle os - videnskabshistorier for børn (2018) udkom i august. Det var et bestillingsarbejde, og opgaven var at formidle videnskabshistorie til børn. Jeg insisterede på, at den også skulle fungere litterært, at rammefortællingen ikke bare skulle være en undskyldning for at hive videnskab ned over hovedet på børn. At historien om den lille dreng, der skal bo hos sin verdensfjerne slægtning, som er så fortærsket en model, skulle røre læseren. Og mig selv.

Bogen er ikke let-læst. Det er flere hundrede års astronomihistorie fortalt på 250 sider. Men jeg tror det er lykkedes dels at fortælle videnskabens fantastiske verden frem, så den bliver (næsten) ligeså magisk som fantasy, og samtidig ikke kun fortælle, hvad videnskaben har fundet ud af, men hvordan den har fundet ud af det.

Bogen var imidlertid så krævende at skrive, at jeg efterfølgende var sygemeldt i flere måneder. Og trods gode omtaler har jeg haft meget svært ved at holde af den. At balancere det svære videnskabsstof og samtidig fortælle en historie fra hjertet, har jeg ellers set som en særlig ting ved mit forfatterskab. Det var også det, jeg gjorde i Tidsjagten (2012). Og det er også til dels det, jeg gør i Opfindelsernes bog. Fordi jeg synes det er vanvittigt spændende at se, hvad der sker, når fiktion og virkelighed får lov at krydsbestøve hinanden. Fordi der er en fantastisk dynamik i at researche og så se, hvad der sker, når jeg mærker den tilegnede viden i kroppen og lader fantasien arbejde videre med den. Og fordi, jeg synes vores verden er så fuld af forunderlig viden, som har godt af at blive bredt ud. Men det er et stort ansvar at formidle verdenshistorien korrekt og hårdt at sætte sig selv, sin krop og sine følelser på spil i processen. Så det blev klart for mig, at jeg måtte finde en anden vej ind i det.

Jeg har opdaget, at jo mindre jeg tænker på kvalitet, nyskabelse etc., jo mere bliver det netop det, jeg skaber. Jo mere jeg sender min indre perfektionist på orlov og fokuserer på at skrive for at finde ro i kroppen frem for at opnå et resultat, jo bedre, mere intenst, rent og vedkommende bliver resultatet. Jeg har det seneste år arbejdet med en form for skrivemeditationer, og egentlig var de kun tænkt som det: meditationer. En dvælen ved et øjeblik, noget sanseligt, en følelse. Men ud over at genetablere min glæde ved at skrive, har meditationerne også vist sig altid at rumme et eller andet, som ofte er netop den brik, jeg netop gik og ledte efter. Om det er decideret nyskabende, ved jeg ikke, men det er som om, at ved at lade metoden være styrende frem for resultatet, oplever jeg, at jeg opnår en større sensitivitet. Og langsomt er det begyndt at spire i mig, at jeg måske ikke behøver at veksle mellem at skrive enten fra hovedet eller hjertet, men at jeg med lidt øvelse kan lade de to kanaler smelte sammen ...

Opfindelsernes bog er et forsøg på at give et udtryk til den verden af opfindelser, vi lever i. Hvad det vil sige at være menneske i informationsalderen, hvor opfindelser og forandring accelererer med hidtil uset kraft. Der er så mange spor i den, at jeg dårligt kan finde plads til det her. Det er en ungdomsroman om kærlighed. Det er en klassisk dannelsesroman anno 1900. Det er fantasy med et twist. Det er kulturhistorie og teknikhistorie. Og eksistentialisme. Det er stærkt plotdrevet og enormt dvælende, hæsblæsende og eftertænksomt. Og – vil jeg vove at påstå – tilbageskuende uden at være reaktionært ...

Bogen har været med mig i mange år nu, og somme tider har det føltes tungt, at den endnu ikke er færdig. At jeg ikke bare kan sætte mig ned og ”arbejde igennem” for at få den færdig, og de mange tråde kan være svære at holde styr på. Men ofte dukker der bidder af den op, når jeg laver mine skrivemeditationer. Og når jeg så endelig har tid til at arbejde dybere med den, sker der altid noget nyt. En ny aha-oplevelse. Og på den måde oplever jeg ikke, at pusten går af den, fordi den tager så lang tid at skrive, men tvært imod at den har gavn af at ”marinere” i stedet for at blive ”vredet” ud af min hjerne under stort tidspres ... at langsomheden ligefrem gavner den.

I processen med at genfinde skriveglæden og slutte fred med mig selv og langsomheden, er jeg også begyndt at tegne. I hånden. Jeg har ikke tegnet siden jeg begyndte på universitetet. Så blev jeg jo akademiker og måtte overlade det visuelt kreative til andre med større talent. Mine tegninger var også alt for pæne. Sådan, rigtig pæn-pige-agtige. Det er de sjovt nok også nu, men af en eller anden grund tiltaler det mig meget mere nu. Måske fordi der er et tema omkring de pæne piger, som jeg til stadighed føler en nødvendighed for at udforske (Jf. fx. Mellemrummet (2018)som også udkom i august og Lagkageulykken(2017)). Og da jeg gik i gang med Gækkebog, blev det hurtigt tydeligt, at ingen ville forstå min idé, hvis jeg ikke i det mindste lavede et visuelt forlæg.

Gækkebog er en historie om væren og ikke-væren. Om ikke at blive set. Og om hvad man så gør – især hvis man er en pæn pige. Den er udsprunget af min kærlighed til gækkebreve, til det intense nærvær i et brev sirligt udklippet i et enestående nu, som brevet bærer med sig til modtageren. Den er skrevet på rim og nedfældet på henved tyve gækkebreve. Ansporet af gækkebrevenes mønstre udgjort af huller, er det en undersøgelse af, hvad der findes og ikke findes. Hvis hullet er formet som et hjerte, er det der så, eller er der netop ikke noget hjerte? Og hvis ingen ser én, er man så overhovedet til?

Jeg har klippet og klistret efter bedste evne, og er endt med at holde virkelig meget af udtrykket, selvom det ikke er professionelt (den store udfordring er at få trykt en bog med så mange huller ...). Historien er en jeg-fortælling set fra en lille piges perspektiv, og på den måde giver den kejtethed, hvormed jeg har klippet brevene, fortællingen en særlig autenticitet. Og det bedste er, at jeg, ved at tillade mig selv også at arbejde visuelt, føler at jeg har fundet det ben, jeg manglede for at stå. Nu forsøger jeg mig med en læs-let-bog. At fortælle en vedkommende og oprigtig historie i billederuden at plastre den til med ord. Mine romaner er så fulde af ord og det er gyngende grund for mig at vælge dem fra. Men der er noget befriende over at være amatør, blottet for viden om rigtigt og forkert. Og som nybegynder er alle mine sanser åbne.

I det hele taget er det nok det sanselige, det taktile, som drager mig i disse forsøg. Når jeg skriver sansende, har det vist sig at være helende for mig, men det bliver også bedre litteratur. Og når jeg også giver mig selv lov til at udfolde min kreativitet visuelt og taktilt, giver det (mindst) en ekstra dimension til mine fortællinger. Jeg arbejder anderledes, når jeg laver billeder, og der sker noget spændende, når jeg overfører den metode til skriften. Før bar mit arbejde præg af, at den ene logiske slutning fulgte efter den anden som punkter på en linje. Trådene i min fortælling samlede jeg til en stram, narrativ fletning, når jeg skrev – en linje i én dimension. Men når jeg åbner mine sanser og fx bruger visuelle arbejdsmetoder, oplever jeg at feltet for mit virke bliver flerdimensionelt. Trådene får lov at brede sig ud og blive vævet sammen til et helt tæppe med komplekse mønstre, der langsomt træder frem – ikke kun sammensat af punkter på en linje, men udgjort af et vidtstrakt, flerdimensionelt net. Jeg er kun lige begyndt, men jeg er så spændt på at se, hvor denne udveksling fører mig hen ...

Mens vi venter ...


Egentlig vil jeg gerne starte en revolution. Uha. Det var lidt af en bekendelse. I det samme jeg har skrevet ordene, får jeg lyst til at slette dem igen. Det lyder forfærdelig pompøst, voldsomt. Og desuden skal jeg huske vasketøjet. Og jeg er ikke rigtig sikker på, jeg har energien til det.
Dilemma. Jeg ved, at det er sandt, at jeg helst vil ligge under min dyne i en tryg boble. Men det er også sandt - hvor ugerne jeg end vil indrømme det - at jeg gerne så, at revolutionen snart kom.

Den langsomme revolution
Egentlig tror jeg ikke på revolutioner. Det hele bliver bare frygteligt rodet, og det tager en farlig masse tid at finde et nyt grundlag, når alt er blevet omvæltet. Men for nogle år siden skrev jeg en novelle til Information, hvor “den langsomme revolution” pludselig dukkede op. Siden har det hængt ved - hvilket lykkeligt fænomen måtte det ikke være! (og hvor lykkeligt på den måde at blive overrasket over noget, man selv har skrevet ;-) )
I ordenes betydning ligger imidlertid også, at det er en revolution, der må gå langsomt. Men har vi tid til det, spørger jeg mig selv? Verden brænder jo! Så kommer jeg til at tænke på noget, jeg lærte på et stress-meditationskursus sammen med en masse andre stressede københavnere: brandmænd bliver netop skolet i at gå langsomt hen til branden. Aldrig løbe. For at bevare roen og overblikket. Fordi det åbenbart i spidsbelastningssituationer altid er ekstra vigtigt at bevare roen.
Jeg kan jo godt selv se mønstret. Hvis jeg først begynder at stresse over et eller andet, kan jeg være helt sikker på, at det går i kludder. 

Men hvordan laver man en langsom revolution?
Jeg fryder mig, hver gang jeg hører om nogen, der hopper ud af hamsterhjulet og begynder at gøre tingene på en anden måde. Uanset hvor fjern deres måde måtte være fra min - når man skal finde nye veje, kræver det en masse frivillige, der er villige til at gå i forvejen og se om broen kan bære (får lige lyst til at citere “Herfra hvor vi står”, men prøver at modstå fristelsen).
Selv prøver jeg at skrive en bog. Om tiden. Om alle de strukturer, der gør, at vi er i konflikt med tiden. Om hvad det er i vores tidsopfattelse, der er medvirkende til, at stress er blevet en folkesygdom. Om hvordan vi er nødt til at revidere vores ensidige forherligelse af fremdrift, hastighed og effektivitet. Med mere. Men det går så frustrerende langsomt, og der skal jo også tjenes penge til at betale regningerne med, og jeg er i forvejen sandsynligvis nok det langsommeste dyr i skoven, så jeg prøver virkelig at berolige mig selv med, at det ikke bliver for sent. At alting har sin tid, og at det er vigtigere at få bogen til at blive rigtig, end at få den hurtigt ud.

Kan man tage tiden tilbage?
Nogle af tankerne deler jeg løbende her. Og jeg har i efteråret forsøgt mig med nogle workshops under titlen “Tag tiden tilbage”.
For det mener jeg, vi skal. Tage tiden tilbage. Og jeg kan godt lide den empowerment, der ligger i sætningen. Men så opstår et andet dilemma - hvordan kan jeg overhovedet få mig selv til at holde workshops for folk under den titel og derved love dem, at de selv kan tage deres egen tid tilbage - hvis jeg dybest set mener, at problemet med tiden er strukturelt? For det mener jeg jo. Og at give individet ansvar for at løse et strukturelt problem er i bedste fald bare tarveligt.
Jeg er ikke helt sikker på, hvad svaret til det spørgsmål er.

Men der er også en del af mig, der virkelig tror på, at hvis vi mødes under de rette rammer og deler vores erfaringer med tiden, så vil vi blive styrket. Styrket af hinanden og styrket i troen på, at det, vi oplever, ikke er forkert. At det ikke er fordi der er noget galt med os. Og med den styrke, håber jeg, er det nemmere at gå de strukturelle problemer i møde.
Jeg har selv fundet en enorm styrke i at opdage, at min langsomhed ikke behøver at være en hæmsko. At den nogen gange viser sig at være en smutvej til det, der virkelig gælder.

Tempo
Og det er ikke fordi langsomhed altid er det rigtige. For mig handler det om at få genetableret langsomhedens gyldighed i en verden, der entydigt forfordeler hurtighed. At genetablere en fælles erfaring af, at forskellige processer har (og kræver) forskellige tempi. At vi som mennesker har mange forskellige gear, og at det er vigtigt at benytte dem alle sammen (for nu at bruge en bil-metafor om en naturlig proces …?). Mens jeg skriver det her, tænker jeg, at det godt nok ikke er raketvidenskab. Men samtidig - så snart jeg har bare en anelse berøring med det arbejdsmarked eller kommer til at høre radioavis eller på anden måde interagerer med verden uden for boblen, bliver jeg mindet om, at det er et syn på verden, der ligger meget langt fra de flestes virkelighed.

Og netop i forhold til kreativitet er langsomhed ekstremt befordrende. Særligt i visse dele af den kreative proces, men i alle led i forhold til at tjekke ind, til eftertænksomheden, til at mærke, hvad, der fungerer, at turde tage tid til det uforløste, at blive i det der ubekvemme rum, hvor løsningen endnu ikke er indtruffet (jf. fx John Cleese om kreativitet), indtil de rigtige løsninger bobler op til overfladen.

“Men jeg er da ikke kreativ”
Jeg tænker ikke på kreativitet som noget udelukkende kunstnerisk, eller noget, der har med DIY-projekter at gøre. Med kreativitet tænker jeg på vores evne til at løse mere eller mindre komplekse udfordringer i vores liv, arbejde og hverdag.
Og jeg er pinligt klar over, at sidder man i en lærerstilling, i en produktionsenhed, i en børnehave el.lign. har man meget lidt indflydelse på sin egen tid endsige mulighed for at tage den bare i minimal grad tilbage.
Men så meget desto vigtigere er det, at vi i fællesskab får øjnene op for, hvordan vores tidsopfattelse tillader disse nedbrydende strukturer. Hvordan de internaliserede logikker om hastighed, effektivitet og konkurrencedygtighed etc. er med til (i bedste fald) at lamme den ressource, vi måske har allermest brug for i en tid med store, globale kriser: vores kreativitet.

Shit. Der blev jeg pompøs igen. Nårmen, mens jeg venter på revolutionen … tænker jeg, at vi må tage det et lille skridt af gangen. Og vi kan jo begynde med at tale om, at der er et problem.

Langsom fredag
På fredag åbner jeg mit hjem for en sidste workshop inden jeg går i vinterhi. For en oplyst samtale om tid, og hvordan tidens strukturer påvirker vores liv, arbejdsliv og kreativitet. Fordi vi er nødt til at tale om tiden.

Hvis du trænger til en flugt fra julefrokost, Disneysjov eller black friday, er der også plads til dig :-) 


Skriv til mig på hejhej@gertrudekiel.dk for at melde dig til. Eller læs mere her.

Jeg håber vi ses!

Har du nogensinde spekuleret på, hvad der ville ske, hvis du sænkede farten?

Jeg har lige lanceret en workshop-række om tid og kreativitet. Men altså, hvad har tid overhovedet med kreativitet at gøre?

Stort set alle de metoder, som har vist sig at virke for mig, har i en eller anden grad noget med tid at gøre. Særligt med at turde tage tid.

(Gå direkte til workshop)

Myten om deadlines magi

Jeg vil først og fremmest gerne aflive myten om, at man arbejder bedst op til deadline. Sandsynligvis er jeg den eneste, der nogensinde har været dum nok, til at tro på det, men jeg vil gerne lige være helt sikker. For jeg troede virkelig på det i mange år. Plejede faktisk at sige, at jeg arbejde kun op til deadline. Hvis der ikke var nogen deadline, fik jeg slet ikke lavet noget. Og i de sidste kritiske timer ud på natten med sved på panden skete der altid noget uforudsigeligt og magisk, noget, jeg ikke kunne have regnet ud på forhånd. Det bekræftede mig i, at det var deadline, der skabte magien.

Jeg har imidlertid været nødt til at lægge mit liv om. Jeg kan ikke længere tåle deadlines. Filmen er knækket for mange gange og er efterhånden så sprød, at jeg skal være meget forsigtig.

Er det så enden på kreativiteten for mit vedkommende? Min hjerne stopper ikke med at få ideer. Flere end jeg kan nå at udleve på et helt liv, selv hvis jeg tog nætterne med. 

At overgive sig til den skamfulde langsomhed

Det har været et hæsligt dilemma at være i - at have al denne her lyst til at handle, og samtidig ikke have styrken til at gøre det.

For ikke at knække (igen) har jeg været nødt til at fjerne alt hvad der minder om pres (lettere sagt end gjort!). Om ikke andet ignorere det. Kun at arbejde under pres, var ikke længere en mulighed, så jeg måtte undersøge andre veje. Ændre mine vaner.

Jeg har været nødt til at overgive mig til den skamfulde langsomhed, som jeg hele mit liv er blevet udskældt for. Gå mere meditativt til mit kreative virke. Lave små studier, ikke forsøge at tænke helhed og færdigt resultat, ikke holde styr på alle trådene på én gang. Det har været et voldsomt kontroltab. Og hvad med alle de der magiske indfald, som kun opstod i 11. time lige inden deadline? Måtte jeg bare vinke farvel til dem?

Om andre måder at finde deadline-magien på

Du har nok regnet svaret ud. Selvfølgelig måtte jeg ikke det. Det er begyndt at dæmre for mig, at det med at arbejde bedst op til deadline, handler om perfektionisme. Når tidens pres bliver stort nok til, at man ikke længere kan tillade sig selv at overtænke opgaven og bare må få det ud over rampen, må man også slippe perfektionismen - og så kan kreativiteten endelig komme til orde. Der er også et element af adrenalin, som sætter skub i tingene ved deadline, men det er ikke en særligt bæredygtig måde at arbejde på (hverken personligt, bl.a. fordi man ikke kan arbejde på den måde ret lang tid af gangen - eller i et større perspektiv, vil jeg påstå, men det er en anden historie).

Og det er jo ikke fordi, jeg bare er holdt op med at være perfektionist, fordi jeg har haft stress. Men der er andre måder at omgå perfektionismen på. Greb som ‘flowskrivning’ hvor man skriver i fx ti minutter uafbrudt og ikke må stoppe eller rette kan hjælpe til at slippe perfektionismen. Det kan være udmærket til at komme igang. For mig er det dog ikke den bedste måde at komme ind til kernen på. Fordi man ikke må stoppe, er der heller ikke meget tid til at mærke, hvor man vil hen, og metoden kommer for mig meget til at mime det at arbejde op til en deadline - det hele skal gå så hurtigt. 

Roen som kreativ drivkraft

Jeg har imidlertid opdaget, at når jeg går langsomt eller meditativt til arbejdet, er til stede med mig selv og oplevelsen, kommer de magiske indfald meget lettere til mig. Jo mindre, jeg lader adrenalinen være min kreative drivkraft, men roen, jo mere tilfredsstillende bliver mit arbejde. Både processen og resultatet. Når jeg lader øjeblikket og den enkelte handling eller opgave fylde og ikke tænker på, at det skal være færdigt eller hvad modtagerne tænker, lader tiden være med mig og ikke imod mig, kommer jeg lettere (og hurtigere!) ind til kernen. Når jeg ikke forsøger at holde styr på alle trådende samtidig, ikke hele tiden fokuserer på resultatet, men har tillid, falder tingene i hak (alligevel).

Men intet menneske er en ø …

Det er ikke let at gå mod strømmen. Den kultur, vi har skabt, forherliger hastighed i en grad, der er uhensigtsmæssig. Og min pointe er heller ikke, at vi alle sammen bare kan vælge at gøre tingene på en anden måde, så får vi det meget sjovere. Kultur er et fælles anliggende, og vi kan ikke løse problemet med tiden hver for sig. Jeg har efterhånden erfaret, at mange gerne ville have mere tid, føle at de har større indflydelse på deres egen tid. Og jeg har indtryk af, at mange er decideret bange for at være langsomme. Jeg ved at jeg selv har skammet mig over min tilbøjelighed til langsomhed hele mit liv. Derfor vil jeg gerne dele denne erfaring.

Jeg bliver lynhurtigt grebet af forestillinger om forventninger og deadlines, lynhurtigt påvirket af mine egne utallige indfald og af det tempo, jeg møder, så snart jeg går uden for, åbner min mail eller bare strejfer nettet. Og så snart jeg begynder at tænke på deadlines eller penge, bliver det, jeg skriver, bare ikke særligt godt.

Men når jeg husker, at alting har en tid - og lader den tid fylde og tillader mig selv at være noget så uforskammet som både langsom og ineffektiv - når jeg har tillid til at hele huset ikke braser sammen omkring mig, mens jeg nørkler med det her lille hjørne, så er det en langt mere tilfredsstillende proces. Først og fremmest fordi jeg kan tillade mig selv at nyde den. Også - naturligvis - fordi jeg ikke bukker under for presset. Et vilkår, jeg er nødt til at leve med.

Og så har jeg opdaget at det slet ikke sætter mig tilbage. Tvært imod. Jeg når ikke mindre, ved at være langsom og lade tingene tage den tid, de tager. Til gengæld er det, jeg når, bedre og mere væsentligt.

Er du blevet nysgerrig, kan du tilmelde dig en eller flere workshops i rækken ved at skrive til hejhej@gertrudekiel.dk eller læse mere her.

Ny workshop om tid, kreativitet og langsomhed

Først og fremmest: jeg har arrangeret en workshoprække om tid og kreativitet og langsomhed. Som jeg virkelig glæder mig til at dele. Jeg er stadig lidt omtumlet af processen og hvordan det landede der. Hvis du vil direkte til workshop-siden, tryk her :-)

Men jeg har et problem. Jeg vil gerne sige virkelig meget. Og jeg vil gerne sige det kort. Og fyndigt. Det kommer nok ikke til at ske.

Inspirationsseminar om tid?

Det handler om tid, og det handler om kreativitet og proces. Men det trækker tråde ind i så mange andre ting, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde og slutte. Det er noget, jeg synes er vigtigt, og på den måde handler det også lidt om, at jeg vist må indrømme, at jeg har en mission, på trods af, at jeg generelt synes missionering er et problem.

Det handler om et koncept, jeg har været ved at udvikle. Et koncept, hvor jeg trækker på både min kunstneriske praksis og min akademiske baggrund i en undersøgelse af, hvad vores moderne tidsopfattelse betyder for vores arbejdskultur (herunder arbejdsglæde, stress etc.). Et koncept, som jeg troede var en form for foredrag eller inspirationsseminar om tid og arbejdsglæde, men som jeg af en eller anden grund ikke rigtig kunne få fat. Indtil en klog veninde forleden gjorde mig opmærksom på, at det vist ikke bare var et foredrag, men en bog, jeg var ved at skrive.

Nå. En bog så?

FUCKNEJ, altså. Ikke flere bøger, tænkte jeg. Det her skulle jo ligesom være noget lidt lettere, noget som måske endda med tiden kunne give mig lidt tid til endelig igen at komme til at arbejde på den ungdomsroman, jeg har skrevet halvt … 

Men da hun først havde sagt det, var det som nogle ting faldt på plads inden i mig. Jeg blev næsten helt rørt. Det var sådan en lettelse, at jeg indså, hun havde ret. Hver gang jeg havde forsøgt at koge det ned til noget, der mindede om en times foredrag, slog jeg knuder på mig selv, fordi det simpelt hen ikke kunne rumme al den information, jeg forsøgte at fylde ind i det. Og det her med tiden er så vigtigt, synes jeg, at jeg ikke kan forsvare at gøre det halvt.

Den langsomme metode, min ven

At indse, at det var en hel bog, og at den ikke kom til at blive færdig lige foreløbig gav mig en sær form for ro. Her blev den “langsomme metode” som jeg efterhånden helt har overgivet mig til i min forfatter-praksis, men som jeg ikke har formået at overføre på andre sider af mit liv, min ven igen. For da jeg begyndte at se det som noget, der ikke skal være færdigt nu og her, men noget, der kommer til at strække sig langt, og som kræver meget mere tid, end jeg først havde sat af, fik jeg på besynderlig vis ro igen - og kreativeteten og nydelsen vendte tilbage.

Hvordan undgår man at brænde ud, når man brænder for noget?

Men der var jo også det rent praktiske. Jeg havde brugt så lang tid på at forberede det her koncept. Jeg kunne jo ikke bare udskyde det i det uendelige, men jeg kunne jo heller ikke så godt sælge et foredrag om en bog, jeg ikke havde lavet. Hvordan kan jeg undervise i noget, jeg ikke selv har styr på!? Altså, både teoretisk men sgu da også personligt. 

Selvom jeg på mange måder føler mit liv har fået en bedre kurs og større ro, så sejler jeg stadig rundt i de samme konflikter med tid og stress. Måske fordi jeg er så langsom. Måske fordi jeg har været stresset så mange gange, at der efterhånden ikke skal ret meget til … 

Dele af helheden

Når jeg arbejder kreativt, har jeg opdaget, at det er givende, hvis jeg ikke tænker for meget på helheden, men har tillid til, at det hele nok skal falde på plads, mens jeg sysler med detaljerne. 

Den tanke prøvede jeg at overføre på mit koncept og i stedet forsøge at dele det op i kapitler, og tage en ting af gangen. Men til at begynde med fattede folk ikke min pointe, fordi de manglede helheden, den teoretiske baggrund for mine idéer, som var lidt svær at få flettet ind i elevatortalen. Jeg prøvede at stive min selvtillid af. Men da jeg så først begyndte at blive skarp på mit koncept og på at forklare, hvad jeg kunne tilbyde, var der meget stor fare for at gå i en anden fælde, som jeg for alt i verden gerne vil undgå: bedrevidenhed. Jeg frygter det næsten mere end ikke at have noget relevant at tilbyde.

Følg den, der søger sandheden …

Men hvordan fanden kan man nogensinde gøre sig nogen forestillinger om at lære noget fra sig, uden at være bedrevidende?? (altså med mindre det er at køre bil el.lign.) Når et foredrag eller kursus handler om måden vi lever vores liv på, når det nærmer sig spørgsmålet om sandheden, bliver det meget hurtigt “Jeg havde det så og så svært. Kender du det? Og så blev jeg så og så klog, og nu kan jeg lære dig, der stadig ikke fatter det, hvordan man gør …”.

Kan man overhovedet dele en erfaring og en mening, uden at blive missionerende?

Jeg diskuterede det med min søde mand, som hev et citat frem fra gemmerne i hans utrolige hjerne. Vistnok Friedrich Schiller. Det var noget i retning af “Følg den, der søger sandheden, men flygt fra ham, der har fundet den!”.

Ok, tænkte jeg. Skru ned for missioneringen. Drop salgstaler som “LÆR hvordan langsomhed kan løse alle dine problemer.” For det mener jeg jo dybest set ikke. Til gengæld indså jeg også, at citatet måske netop rummede min redning: At jeg ikke behøver at have regnet det hele ud, have skrevet hele bogen og gennemforsket alt, før jeg deler mine tanker omkring det. At jeg godt kan bruge metoden med at fokusere på detaljerne, mens helheden falder på plads. At det måske netop er det, der kommer til at redde mig fra at missionsgerningen. For selvom jeg er ret sikker på, at langsomhed er vejen frem for mig, er det jo ikke sikkert den er det for andre. Men hvis det ikke er et spørgsmål om SANDHEDEN, behøver jeg heller ikke være så nervøs for, at jeg ikke ved alt.

Så en workshop-række er det blevet til

Så hvis der er nogen, der er nysgerrige på langsomhed, vil jeg hermed gerne invitere til en workshoprække, hvor jeg ikke lover dig, at du bliver hverken klogere eller bedre, end du allerede er. Jeg lover ikke at jeg kan lære dig noget som helst. 

Men jeg lover at dele ærligt og engageret ud af mine egne tanker og erfaringer omkring tid, kreativitet og langsomhed. Og måske give inspiration til at undersøge måden vi arbejder på. Undersøge den kreative proces og undersøge hvad langsomhed og bevidsthed om tidens strukturer kan gøre for dig. Jeg glæder mig til at dele det, og er mega spændt på, hvor det fører hen!

Læs om den her. Alt det praktiske, hvordan du tilmelder dig etc.

Mellemrum

Mellemrum. For fanden. Alt det, de er. Jeg vil gerne sige det hele på en gang og forbander, at der aldrig er noget, der lader til at være simpelt, når jeg skal forklare det. Men sådan er det åbenart. For mig er alt omstændeligt. Aldrig simpelt. Jeg beklager på forhånd.
Men altså, i dag kommer der et helt nyt MELLEMRUM. Det er rigtigt. Det er en bog. Og den hedder ‘Mellemrummet’. Og den har været fire år undervejs, og der har været mange ting, som ikke blev, som jeg havde tænkt det, ord, jeg gerne ville kunne rette nu, og alligevel blev jeg så rørt, da jeg stod med den i hænderne første gang, at jeg græd.

At forsøge af følge trådende i et mønster

Ok. Det virker ret patetisk at græde over sin egen bog. Og det er heller ikke fordi det i sig selv siger særligt meget - jeg græder tit (omend ikke ligeså tit, som jeg gerne ville). Men det var som om, at en masse tråde, spor af noget, der har flagret ud og ind af min verden den sidste tid, pludselig fandt sammen og vævede en lille bitte flig af et tæppe, hvis mønster ramte noget dybt inde i mig.
Jeg bliver både udmattet og febril af at prøve forstå, hvad mønstret er udgjort af og hvorfor det rør mig, og jeg vil gerne følge hver eneste tråd, for at forstå det, men helst på samme tid. Men måske er det netop hemmeligheden bag mønstre - hvorfor de er så dragende? Altså, at hver enkelt del i sig selv ikke afslører noget uden de andre dele?

The art of Kintsugi


For et par dage siden delte en gammel veninde noget på facebook, som anslog den første streng. Åhnej. Det bliver noget rod. Jeg må holde mig til ét billede. Altså, nu snakker jeg jo om tæpper med tråde og ikke om musik og strenge. Men tæpper og musik er vel for så vidt begge sammenvævede mønstre? Ligesom bøger? Nevermind.
Min veninde, som har opgivet en karriere som jurist og er blevet keramiker, viste, at hun var ved at lære en gammel japansk teknik ved navn Kintsugi, som går ud på at reparere knust keramik … med GULD! Og der var naturligvis en fin filosofi bag, som handlede om noget med at revnerne har en egen berettigelse, at de fortæller en historie, eller at det perfekte bliver understreget af det uperfekte eller … jeg kan ikke helt huske det. Jeg ville have været en elendig filosofistuderende, fordi jeg altid slutter mine egen ender og glemmer hvad den oprindelige mening var. Men altså, det satte sig fast. For ud over at være utroligt smukt, det keramik hun havde lavet, mindede det mig om en illustration i min nye bog, som igen mindede mig en Leonard Cohen-sang, som jeg vist har skrevet om før, dengang han døde, og som for alvor gik op for mig en dag på Nørrebro, hvor alt var skævt, og hvor lyset alligevel - eller netop derfor - skinnede igennem sprækkerne.


Ring the bells that still can ring
forget your perfect offering
there’s a crack, a crack in everything
that’s how the light get’s in

At finde et ord, der siger alt


For jeg vidste slet ikke, at det også var det, min bog handlede om - at det uperfekte, at sprækkerne er det, der gør, at lyset kan skinne igennem.
Min bog handler om gode og mindre gode mellemrum. Om Pigen Anna, som elsker mellemrummet mellem fortænderne, mellem bogstaverne … mellem forældrene. Det lille, varme mellemrum hun kan klemme sig ind i, snyde sig til et dobbeltkram. Lige indtil hun opdager, at det mellemrum er vokset. At det bliver ved med at vokse, og at det bliver koldt og skarpt.
Det er en bog, der handler om skilsmisse. Jeg tror, der er ret mange af den slags bøger. Og jeg er ikke sikker på, at min bog bringer noget grundlæggende nyt til markedet. Men den fandt vej i mig en nat og en dag for omtrent fire år siden, hvor de dér tråde, jeg talte om før, i kort øjeblik vævede et mønster, som gav mig det, jeg havde ledt efter: Et ord, der kunne beskrive den følelse. Hvad var det, at være skilsmissebarn? Det var så meget, og det var ingenting. Og jeg har talt og talt om det, for at prøve at finde det ord, der udtrykte det. Og så var det der altså. Mellemrummet. Trådende i mønstret var blandt andet spundet af min barndomsveninde Ane, som jeg tidligere har arbejdet på en mellemrumsbog med. Og af min nyere veninde, Hanne, som til Anes bryllup fandt ord frem for noget af det, Ane er og kan: hun skaber mellemrum. Gode mellemrum, man kan dele med hende. Hanne sagde meget mere, og jeg ville ønske jeg kunne huske det hele og dele det her, men jeg må nøjes med at fortælle, hvad det vævede frem i mig. Og det blev til Mellemrummet.
En bog om gode og dårlige mellemrum - og om, inde i det dårlige mellemrum, at finde et nyt mellemrum, man måske kan være i.

Når sprækkerne opstår


Først da bogen faldt i hænderne på illustratoren, som slet ikke gjorde det, jeg havde ønsket mig (ikke af uvilje, men fordi hun er sin egen), opdagede jeg, at det ikke bare er et spørgsmål om gode og dårlige mellemrum.
For selvom de billeder, jeg havde i mit hovede, aldrig blev fremkaldt, gav Kirstine Falk, som illustratoren hedder, bogen sit eget smukke univers, og på et opslag lod hun en stribe af lys falde fra et ukendt sted indover en husfacade. Og der så jeg, at mellemrummene ikke bare rummer pauser og ukendte historier - de er jo netop alle de sprækker, der er mellem alt. Og mellemrummene, uanset om de er gode eller dårlige, er dér, lyset trænger igennem.
Og måske var det med min keramikerveninde Stines uperfekt guldrandede keramik i baghovedet, at den færdige bog ramte mig så hårdt som en klinket tallerken.
Det var som om, det hele faldt i hak, og jeg græd. Ikke kun rørt af omsider at stå med den bog i hænderne, som betyder så meget for mig. Og af en sorgfuldhed over, at misforståelser, dårlig kommunikation og hastværk i redigeringsfasen har gjort, at bogen ikke helt blev det, den måske kunne være blevet - et poetisk eventyr om en pige, der overvinder dødsensfarlige issyle, glitrende iskrystaller, og uudgrundelige heksehaver, men mere er en lidt brun, socialrealistisk (omend smuk) fortælling om en skilsmisse. Også rørt over, at jeg er nødt til at elske den som et nyfødt barn uanset. Og rørt af alle de sprækker og uperfektheder, mit liv har været udgjort af.
Og i særdeleshed rørt af en forløsning af den perfektionisme, jeg har kæmpet med hele sommeren. Drømmen om den perfekte sommerferie i det perfekte sommerhus, som blev alt andet end perfekt, fordi huset er så langt fra færdigbygget og fordi jeg trives så dårligt i rod.
Pludselig sprang billedet af alle husets sprækker og ujævnheder, alle de ufærdige lister, alle de steder, hvor isoleringen titter ud, pludselig sprang det frem for mig, som et kærtegn og slet ikke som det uoverstigelige projekt, jeg har oplevet det som hele sommeren.

Kan man fejre skår og sprækker?


Jeg har været meget i tvivl om, om jeg overhovedet ville fejre udgivelsen af ‘Mellemrummet’. Men jeg tror, hvis det skal være,
at det skal være en kombineret bogreception og housewarming for vores kolonihave. Ikke kun fordi de begge to repræsenterer gode mellemrum - kolonihaven som sommermellemrummet mellem to hverdage. Og bogen som et lille mellemrum, en historie man klemmer ind mellem alt det andet. Og naturligvis mellemrummene, som historien handler om. Men fordi både bogen og haven er fulde af sprækker, uperfektheder og ting, som ikke blev som planlagt. De er ikke ubetinget gode mellemrum, nogen af dem. Der er forbundet store frustrationer med begge. Og det er det, Stines guldreparerede tallerken minder mig om, det den gule stribe henover huset på Kirstines illustration viser mig, det Leonard Cohen minder mig om igen og igen (tak! for jeg har brug for det): at det er sprækkerne, der slipper lyset ind.
Og jeg forsøger at lade perfektionismen fare - vel vidende, at det vist heller ikke var en disciplin Leonard Cohen selv (uden sammenligning i øvrigt!) havde nemt ved. Men hvornår er det et spørgsmål om, at man skal glemme forestillingen om det perfekte, og hvornår er det et spørgsmål om at have øjnet en smuk vision i horisonten, som man skal blive ved med at stile efter? Jeg ved det ikke.
Men jeg vil gerne fejre alle sprækkerne, alle de ufærdige lister, alle de umalede vinduesindækninger og alle de uforløste ideer. Fejre, at der somme tider er vilkår, som ikke er gode, og som man ikke kan ændre på, men som stadig rummer sprækker og mellemrum, der gemmer på glimt at lykke.

Om en ny bog. Om skriveglæden der blev tabt. Og fundet. Og om glæden ved langsomhed.

Sidst jeg skrev, var jeg ret meget på toppen. Jeg var priviligeret og ting gik den rigtige vej. Jeg var på klitgården og arbejde med en bog, skrevet på gækkebreve. Det var herligt at arbejde mere taktilt med min fortælling. Og samtidig kom der en anmeldelse af Lagkageulykke, som var rigtig god. Men uden at komme med alt for mange lommefilosofiske overvejelser over livets bakketoppe og dale, så var den top vist sidste skridt inden en lavning.

Derfor har jeg heller ikke skrevet herinde. Ikke fordi der ikke har været masser af gode ting at dele. Jeg har for eksempel fået et legat fra Statens Kunstfond, og ‘Hvad himlen kan fortælle os - videnskabshistorier for børn’ er blevet færdig. Det skal jeg naturligvis ikke fortie herinde! Og den er blevet virkelig fin, bogen. Den er blevet sendt ud til alle, der støttede kickstarterkampganen i efteråret, og til august udkommer den officielt. Der er reception den 5. august kl 13-15 i Arnold Busck Lab, Guldbergsgade 29D, 2200 - lige overfor Empire Bio (Og du er hermed inviteret!). For det skal naturligvis fejres.

Lavningen skyldtes altså ikke, at alt muligt gik skævt. Men jeg indså, et par uger efter jeg var kommet hjem fra Klitgården, at de stresssymptomer, jeg havde mærket under arbejdet med videnskabhistorierne, ikke gik væk. Tvært imod. Det var som om jeg var blevet fartblind og bare fortsatte i yderste bane på motorvejen, selvom det for længst var tid til at trække ind og sænke farten. Det er vist et ret almindeligt stressymptom. At man vænner sig til farten og glemmer at stoppe op, før det er for sent. Det mærkelige var, at jeg godt vidste det. Jeg havde haft ticks ved øjet. Men alvoren gik først rigtigt op for mig, da jeg begyndte at spore de følelsesmæssige symptomer.

Jeg har været der før, i stress-land, og jeg blev pisse bange for, hvad jeg havde rodet mig ud i. Hvordan kunne det ske igen? Hvor lang tid, det skulle tage at komme ud af denne gang? Og hvad det betød for min familie? Så jeg trak stikket og meldte mig syg. Det, der især forvirrede mig var, at jeg jo i sin tid havde valgt at blive forfatter, fordi jeg blev syg af ikke at skrive. Men nu var jeg blevet syg af at skrive. Hvad fanden skulle jeg så stille op?

Jeg begyndte at tegne, og det var rart. Men jo ikke som sådan en løsning på noget. Langsomt begyndte det imidlertid at blive tydeligt for mig (hvilket måske for alle andre har været indlysende), at det at skrive ikke var en løsning i sig selv. Det var måden, jeg gjorde det på. Og hvis jeg trak alle arbejdsmarkedets vaner med korte dealines, stramme budgetter, dårlig selvledelse, manglende kompetancer til svære opgaver, urealistiske forestillinger om produktivitet og effektivitet, stort ansvar og lille indflydelse, usikkerhed for fremtiden osv. ind i min skriveproces, så var den nødvendigvis nøjagtig så usund, som det arbejdsmarked, jeg havde forladt. Og sådan havde processen med videnskabshistorierne mere eller mindre været.

Da den fysiske bog endelig kom fra tryk, kunne jeg slet ikke glæde mig over den. De sidste par måneder har brugt på at få lidt samling på mig selv. Finde ro. Og finde tilbage til mig selv. Og langsomheden. Det er drøn svært, for jeg er vildt utålmodig. Men det bliver mere og mere tydeligt for mig, at jo mere, jeg glemmer min tillærte effektivitet og tillader mig selv at være langsom, jo mere får jeg faktisk lavet. Eller, jeg får sikkert lavet nogenlunde det samme, men det jeg laver er mere essentielt, af bedre kvalitet, har en større værdi for mig - og frem for alt: jeg er meget gladere mens jeg laver det! Og jeg er heller ikke ligeså udmattet, fordi jeg holder de nødvendige pauser.

Men jeg havde stadig ikke lyst til at skrive. Tænkte der mindst skulle gå et år, før jeg tog fat på noget igen. Men jeg havde jo stadig en uges skriveophold på Klitgården booket ind i juli. Så jeg tog herop og prøvede at overtale mig selv til IKKE at ville nå andet, end at finde glæden ved at skrive igen. Nu er jeg på vej hjem igen. Med en følelse af, at det lykkedes. Sgu!

Jeg er så taknemmelig for den mulighed jeg fik. For den ro, for det hav, for de tre måltider om dagen, for de spændende snakke ved middagsbordet. Men særligt for at genopdage den ungdomsroman, jeg lagde til side, da jeg fødte min yngste datter for tre år siden. Og selvom jeg ikke skrev noget særligt, var der alligevel en masse, der faldt i hak heroppe. Bare ved hjælp af den allermest langsomme eftertænksomhed og de bedste overspringshandlinger. At langsomhed som tema faktisk også viste sig at være en af løsningerne på den plotkrise, jeg har haft i tre år. Det lykkedes mig, at tage både skriften og tiden tilbage!

Men det er svært at insistere på langsomhed og nærvær, når verden omkring én raser afsted. Jeg spekulerer på, hvor længe der går, før jeg bliver trimlet omkuld af min hverdag igen. Men jeg er også begyndt at spekulere på, om den erfaring af langsomhedens værdi kan bruges i andre sammenhænge og af andre? Om det vil give mening at dele mine metoder til at bruge langsomhed i arbejdsøjemed?

Mit indtryk (tilgiv en generalisering) er, at det ikke kun er mig, der har problemer med at holde balancen. At mange er nødt til at veksle mellem ekstremt højt tempo på arbejdet og dernæst intens afspænding i fritiden i form af yoga og meditation og lignende, for at få hverdagen til at hænge sammen (altså, jeg ligger jo selv på den yogamåtte og roder, for at få tankemylderet og uroen til at dæmpe sig ...). Men jeg er nysgerrig på, om jeg kan bruge denne, nærmest smutvej til effektivitet (selvom jeg ikke er meget for at tage det ord i mine hænder) via langsomhed, ind i andre sider af mit liv. Altså ikke bare, når jeg skriver? Og om den også kan bruges af mennesker i andre fag end mit?

Nordjyske stjerner

I dag er sådan en dag, hvor alting lykkes. Hvor mit liv skinner, som den mest blankpolerede facebookprofil. Jeg laver det, jeg allerhelst vil. Og jeg tror på det. Jeg har en vidunderlig familie og en glad mand, der bygger os det vidunderligste lille sommerhus. Jeg er begyndt at se en vej ud af kronisk-på-røven-dagpengeafhængighed, og jeg har oven i købet netop fået at vide, at jeg får penge tilbage i skat.

[FANFARE OG HUJEN]

Noget om, hvordan det også kan se ud

Sådan var det ikke helt for to år siden. Ikke fordi mit liv var noget lort. Jeg havde en dejlig familie og alt det der. Men jeg var alvorligt i tvivl om den beslutning, jeg havde taget om at være forfatter.

Jeg havde forladt mit day-job som museumsformidler for at hellige mig forfattergerningen. Det var bare meget lettere sagt end gjort. Jeg havde længe gjort kur til et forlag, som jeg virkelig godt kunne lide. Hele deres måde at tænke forlagsvirksomheden på tiltalte mig. De var så passionerede. Og de kunne også næsten lide den historie, Mellemrummet, som jeg havde sendt til dem. Bare ikke nok. Jeg blev ved med at prøve at skrive den om, uden held. Jeg var på barsel, og det var naturligvis svært at finde tid. Men jeg begyndte også at frygte for, hvad der skulle ske, når min barsel sluttede. Hvad skulle jeg leve af? Og var der overhovedet nogen, der ville have mine historier? Siden Tidsjagten havde jeg kun fået afslag.

Jeg følte mig ensom i forfatterhvervet. Jeg kendte ikke ret mange andre og havde ingen at sparre med. Jeg anede dybest set ikke, hvordan man gjorde - hvordan man fik sit liv til at hænge sammen som forfatter. Alt fra hvordan man strukturerede sine historier og sit arbejde, til hvordan man fik sin hverdag og sin økonomi til at hænge sammen. Jeg søgte statens kunstråd om et legat men fik et høfligt afslag om, at jeg skulle få udgivet noget mere. Det kunne de jo sagtens sige. Jeg søgte om skriveophold på klitgården, men fik afslag.

Om vejen ud?

Og så viste det sig, at Forfatterskolen for Børnelitteratur havde optagning.

På en måde virkede det fjollet. Jeg havde jo allerede udgivet en børnebog. Men det virkede også som om, det netop kunne blive min vej ud af ensomheden. Og et sted, jeg kunne få hjælp til alle de praktiske ting også. Jeg kunne blive en del af et miljø. Til informationsaftenen mødte jeg to, jeg kendte. Vi lavede en skrivegruppe og hjalp hinanden med teksterne. Det var så dejligt. Men der var kun en af os, der kom ind. Og det var ikke mig.

Kim Fupz Aakeson havde læst ansøgningerne igennem. Dansk børnelitteraturs grand old man. Men selvom man havde betalt 500 kroner for overhovedet at komme i betragtning, fik man ingen respons. Ingen begrundelse for sit afslag.

Hvad fanden kan jeg, hvis jeg ikke engang kan komme ind på en SKOLE for børnelitteratur?! Tænkte jeg. Forbitret. Det føltes som universets vink med en stor, tung vognstang lige ned i sylten. Der var ikke rigtig noget, der pegede på, at jeg havde taget den rigtige afkørsel …

Om en rar ting at huske på, når universet vinker med vognstænger

Så kom jeg i tanke om, hvorfor det var, jeg havde taget den vej. Da jeg arbejdede som museumsformidler og blev syg med stress, blev jeg ikke kun pinligt bevidst om, at jeg ikke ville arbejde i museumsbranchen. Jeg blev også klar over, at jeg til dels blev syg af, ikke at skrive.

Jeg har ellers aldrig haft det sådan, at jeg ikke kunne lade være med at skrive. Det kan jeg sagtens. Jeg bliver bare ikke rigtig den bedste udgave af mig selv, når jeg gør det (altså, lader være med at skrive). Og selvom det var temmelig dyrtkøbte lærepenge for både mig og min familie (og selvom det at følge drømmen på det tidspunkt heller ikke gjorde mig til nogen særligt fed udgave af mig selv), blev jeg helt glad for, at jeg allerede som 33-årig havde fået en erfaring, der gav mig den indsigt. For det gjorde det meget lettere at holde fast: Der var ingen, hverken forlag, skoler, fonde eller anmeldere, der skulle afgøre, om jeg skulle skrive. Om jeg havde ret til at have et udtryk. At skrive er en nødvendighed for mig. Og selvfølgelig har jeg ret til at have et udtryk. Jeg behøver ikke bede om lov. Så måtte jeg jo bare se at finde en løsning.

Og om ikke at miste sig selv.

Løsningen kom ikke. Ikke lige med det samme, i hvert fald. Men drypvis skete der noget. Jeg holdt fast i den lille skrivegruppe, vi havde dannet, da vi søgte ind på Børnebogsforfatterskolen. Og det var så befriende at have nogle ligesindede at dele både tekster og kvaler med. Og jeg opdagede at den historie om Mellemrummet, jeg havde bakset så længe med, ikke kunne være anderledes. Det var en historie, som betød rigtig meget for mig, og jeg var nødt til at føre den tilbage til den oprindelige idé. Jeg havde været så forelsket i forlaget, at jeg havde været alt for villig til at lave den om. Men hvis man mister sig selv i en forelskelse, har man jo ikke noget at tilbyde den anden. Det skrev jeg til dem og forklarede, at jeg ville sende historien til nogen andre. Det kunne de godt forstå, og hvis jeg havde noget andet en dag, var jeg selvfølgelig velkommen til at skrive igen.

Jaja.

Om at holde godt fast, når vinden vender

Men så kunne jeg altså ikke lige lade være med at sende dem den tekst, som Børnebogsforfatterskolen havde afvist. Det var en historie, om en Lagkage, der på et splitsekund blev forvandlet til skrald, og en fødselsdagsfest, der ikke gik helt som planlagt. En historie, som jeg faktisk syntes rummede nogle fine og vigtige ting. Der gik lidt tid. Og så skrev forlaget tilbage, at de ville udgive BEGGE mine historier!!!!

I mellemtiden kom der penge til et andet forlag, der ville have mig til at skrive om naturvidenskabshistorie for børn. Det viste sig ganske vist ikke at være penge nok, men lige dér følte jeg, at vinden vendte.

Nu ved jeg jo godt, at det er sådan med vind, at den kan vende igen. Men det gør ikke helt så meget, når man ved at den vej, man har valgt, er den eneste mulige.

Om det gavmilde Nordjylland

I november udkom Lagkageulykken. Den historie, der ikke fik mig ind på Børnebogsforfatterskolen fik mig ind hos de dejlige Jensen&Dalgaard. Bogen fik en fremragende lektørudtalelse, en fin anmeldelse på bogbotten.dk og har solgt 350 eksemplarer (hvilket er ganske godt i den genre). Til maj udkommer (forhåbentlig) både Videnskabshistorier for børn og Mellemrummet. Og netop i dag, hvor jeg befinder mig i det nordligste Nordjylland, fordi jeg er så heldig at have fået et legatophold på Klitgården i Skagen, viser Nordjylland sig fra sin allermest gavmilde side: I Nordjyske Stiftstidende er der (lige ved siden af Kim Fupz Aakesons nye børnebog i øvrigt), et billede af Katrines fantastisk appetitlige forside til Lagkageulykken og en rundhåndet anmeldelse med hele 5 funklende stjerner.

Jeg vil hermed gerne udbringe en skål for Nordjylland (jeg kan godt lide dig!). For at gøre det, man bedst kan lide. Og for ikke at lytte alt for godt efter, når universet vinker med vognstænger. Hip Hip Hurra!

Lagkageulykken - eller den allerbedste lektørudtalelse jeg kunne ønske mig!

Mand, det er en god måde at gå på weekend på! Burde egentlig ikke tjekke mail inden sengetid. Endsige kigge på skærm i det hele taget. Men i aften var jeg (til forskel fra de fleste andre gange) utroligt glad for, jeg gjorde det alligevel (også selvom sengetiden nu bliver udskudt endnu mere). Der var nemlig tikket en mail ind fra min søde redaktør med en helt igennem lykkelig lektørudtalelse! Lagkageulykken anbefales varmt med ordene:

En anderledes, skøn og fantasifuld billedbog om en tabt lagkage, en myrekonge, en sur stedmor, en lillesøster, et ønske og en mirakuløs hest.

(...)

Det er en varm bog, fyldt med indlevelse, humor og fantasi, og man mærker tydeligt loyaliteten overfor barnet og barnets univers. Jeg-fortælleren, den håndskrevne tekst og illustrationernes farveeksplosioner, der blandt andet bruger ultranære perspektiver, giver tilsammen denne skønne, skøre billedbog sit helt eget præg.

Johanne Elvers Madsen, Lektør

Bogen kan købes via Jensen&Dalgaard her. Og hvis du ikke har mod til at vente på PostNord, kan den vist også fås i Børnenes Boghandel på Købmagergade og i Politikens Boghal på Rådhuspladsen (i København).

 

 

Julehilsen

Lille pip herfra inden juleferien, hvor jeg OMSIDER er blevet færdig med anden gennemskrivning af de videnskabelige historier for børn. Nu er teksten sendt til gennemlæsning af en håndfuld videnskabsfolk (spændende!) og i mellemtiden pusler jeg med faktasiderne til bogen.
Kickstarteren gik over al forventning (TAK!!!), så det ser så småt ud til, at der kommer en videnskabsbog til foråret ... Yay!
 
Hvis der er nogen af jer, der mangler idéer til julegaver til niecen, sønnen, barnebarnet etc. og gerne vil forkæle dem med en lækker nyudgivelse, er Lagkageulykken kommet til salg på Jensen&Dalgaards hjemmeside.
(den er i øvrigt også et alletiders bud på en fødselsdagsgave!)
Og Tidsjagten kan naturligvis stadig købes her fra siden:
(hvis I bestiller nu, kan den nå at komme frem inden jul. Ellers kan vi nok også finde ud af noget med afhentning på Nørrebro)

 
GOD JUL!

LAGKAGEULYKKEN!

  Midt i larmen fra kickstarterkampganer og videnskabshistorier dumpede denne kasse netop ind ad døren - fuld af små lykkeligheder i form af min FØRSTE BOG I FEM ÅR!

IMG_6721

Mød “Lagkageulykken - eller hvordan vi alligevel fik hest”.

IMG_6715

Det er en ganske lille bog, som jeg er umådeligt glad for. Om en fødselsdagsfest og en forulykket lagkage. Om en irriterende stedmor og en nonchalant myrekonge (undskyld, Bent). Om at turde kende sig selv og sine ønsker. Og om at være. For mig har det desuden været en vigtig undersøgelse af det smertefulde i at genkende mig selv i flere roller. Og så er det en behageligt placeret *bip*finger lige midt i den dér festdræbende bagedystperfektionisme. Og hvad endnu bedre er: Bogen når at komme med på julesalget (hvad videnskabshistorierne desværre ikke gør). Den kan købes direkte af forlaget her.

Lagkageulykken udkommer torsdag d. 2. november 2017 hos de skarpe og vidunderligt hjerteinvesterede Jensen&Dalgaard. Og så er den rablende kulørt illustrere af Katrine Marie Nielsen.

Facebookside til naturvidenskabelige godnathistorier

Fik jeg sagt, at jeg arbejder på en bog med naturvidenskabelige godnathistorier for børn? Det er et virkelig (synes jeg selv) fint projekt, som jeg laver i samarbejde med forlaget Character Publishing. Jeg har skrevet første udkast til en bog om astronomi og den naturvidenskabelige revolution for børn i 7-årsalderen (plus/minus). Nu sidder jeg og redigerer den med alt hvad det indebærer af de der ‘det-ska-sgu-nok-blive-fedt-NEJ-det-her-bliver-aldrig-en-bog-der-er-værd-at-læse’-rutscheture. Det er virkelig (og her føler jeg trang til at bruge et kraftudtryk, undskyld) PISSE SVÆRT at få naturvidenskabshistorie til bare sådan lige at glide ind i fortællingen uden at det bliver tungt/kedeligt/underligt. Selvom jeg jo egentlig selv synes, at det er vildt spændende. 

Og altså, det er VIRKELIG spændende. Jeg brugte årets første måneder på at researche til bogen, og blev mere og mere frustreret over alle de ting, jeg ikke kunne få plads til. Hvilket resulterede i, at jeg nu har skister til (mindst) fire bøger mere om bl.a. geofysik, anatomi, bakteriologi, teknologi og ... og ... og. Nu må vi se.

Nå, men det er at tage glæderne på forskud. I første omgang ved jeg heldigvis én ting, som med sikkerhed bliver fedt: tegningerne. For dem står den helt fantastiske, norske illustrator Gunvor Rasmussen for, og hun har allerede på skitsestadiet bibragt bogen så meget poesi og humor!

Alt imens knokler vores vanvittigt dedikerede lille forlag med at skaffe de sidste penge til tryk - og måske (hvis vi er heldige) til nogle flere illustrationer. Og ja, det er rimeligt angstprovokerende at så mange mennesker arbejder på at tegne, trykke og markedsføre en bog, som jeg ikke selv har skrevet færdig endnu. Det lægger ligesom et vist pres … Men samtidig er det helt fantastisk at være på et forlag, der er så dedikeret og (mindst!) ligeså opsat på projektet, som jeg selv er. De har lavet en facebook-side, hvor man kan følge projektet. Der kommer også en kickstarter-kampagne, og vi har vist brug for al den opmærksomhed, vi kan få. Så her kommer det: I må rigtig gerne (PLEASE!) både like og dele siden.

Facebookside til naturvidenskabelige godnathistorier

 

Intet nyt er ...

… ikke altid godt nyt. Og når jeg lige tager et hurtigt kig på min hjemmeside, kunne det godt se ud som om, der slet ikke sker noget. Det er næsten et år siden, jeg sidst har skrevet et indlæg. MEN det er faktisk, fordi der sker så meget lige nu, at jeg slet ikke har fået skrevet om det. Altså, fx har jeg lige læst korrektur på Lagkageulykken. En billedbog, der som det første fra min hånd i FEM år(!) udkommer her til efteråret på det vidunderligt dedikerede forlag Jensen&Dalgaard. Og den er blevet så fin og vild og farverig i hænderne på illustrator Katrine Marie Nielsen, at jeg næsten ikke kan vente med at få den færdige bog i hænderne. Men jeg må vente lidt endnu, så her først et lille begejstret pip om, at NOGET sker. Hurra!
Men der sker endnu mere (Altså, udover at jeg er ved at bygge et kolonihavehus med min søde mand): Jeg skal nemlig i gang med at redigere en anden bog, som er den, der er den primære årsag til, at jeg har været gået under jorden siden januar. Det er en bog med naturvidenskabelige godnathistorier for børn, som jeg har skrevet i samarbjede med det (mindst ligeså dedikerede) forlag Character Localization&Publishing.
Det har været en kraftanstrengelse uden lige at dykke ned i naturvidenskabens historie og få astrofysik og fiktion til at gå op i en højere enhed. Og vanvittigt spændende. Og jeg er stadig spændt på at se, hvor det lander. Men der kommer til at gå lidt længere tid, før den kommer på tryk, det bliver nok omkring vinterferien i 2018. Så mere om det senere ...

So Long, Leonard

Leonard Cohen er død. Sådan går det. Vi skal alle sammen den vej. I år er mange ikoner fra min barn- og ungdom gået bort. Det er nok ikke så meget fordi, det er et særligt år, men mest fordi, jeg selv er blevet ældre. Der er også flere og flere i min omgangskreds, der bliver skilt. Det er alderen. Tiden. Den tid. Og selvfølgelig er tiden ikke anderledes for Leonard Cohen. Hans tid var (også) kommet.

Jeg havde egentlig planer om at skrive noget helt andet her, på mit første indlæg i mange måender. Det var noget om Trump og om nogle naturvidenskabelige godnathistorier. Men det må vente.

Leonard Cohens død berører mig dybt. For selvom han ikke har den fjerneste anelse om, hvem jeg er, har han fulgt mig tæt. Sammen med bandet Beirut er det ham, jeg har lyttet til, mens jeg skrev Tidsjagten. Det er hans dybe, foruroligende, bølgerullende lyd, som er den usynlige baggrundsmusik i min fortælling.

Tid er varighed. Måden, vi forstår tid på, er gennem rytmer. Døgnets rytme. Årets rytme. Livets rytme. Musik er rytmisk varighed, og er på en måde altid en kondenseret fortælling om liv. Eller en måde at forstå livet og tilegne os verden på. Små børns første ord kommer altid i par, i rytmer: da-da, ba-ba, ga-ga. Måske er det som Douglas Adams fantaserer om i ‘Dirk Gently’s Holistic Detective Agency’ faktisk musik, som ER livet og den egentlige årsag til liv på jorden.

Jo, jeg er i det højtravende humør, og jeg taler måske mere i affekt end i egentlig eftertænksomhed. Tilgiv mig. Men Tidsjagten ville have været noget andet, uden Leonard Cohen. Og dog adresserer jeg slet ikke musikken i den bog, som ellers udelukkende handler om tid. Det er egentlig for dårligt. Så her kommer det. Jeg vil ikke gøre krav på Leonard Cohen, men jeg føler, jeg skylder en tak:

Kære Mr. Cohen - tak for din musik. Den er for mig kommet til at stå for essensen af det skabende liv. Og for essensen af Tidsjagten. Det er din musik, jeg bedst kan skrive til. Tak for den rullende, dybe rytme, der som blod har pulseret i mine årer og har åndet liv ind i mine sætninger. Heldigvis er din musik mindre følsom overfor tidens gang. Med den har du overvundet tiden en lille smule, for den vil fortsat være her, selvom du har lettet på hatten for sidste gang. Og Hey, det er sgu da en meget god måde, at sige farvel på. Når det nu skal være.